der er da i bund og grund ikke noget i vejen med med fodbold/håndbold (eller badminton/tennis for den sags skyld).
Sagen er bare den med fodbold/håndbold, så der i hvert fald for fodboldens vedkommende en meget stor bane at spille på dvs. at man som spiller skal have en total god grundkondition for bare at kunne følge med i både træning og kamp.
Ved volleyball (og al anden sport) er der også en god ide at have god grundkondition, men man kan sagtens være bidragende hele træningen/kampen igennem uden at skulle lyde som et damplokomotiv efter 10 minutter.
Netop banens størrelse er også en hindring for at nybegyndere har mulighed for at føle sig hjemme i håndbold og fodbold.
Der skal løbes så sindsygt meget. Boldens retning kan skifte i løbet af ingen tid…og så står man lige pludselig de forkerte sted og alle de skønne kræfter man har brugt er spildte.
Sagt på en anden måde: for at kunne bidrage, så skal man være ret god til at læse langt hen i spillet.
Volleyballbanen derimod er noget mindre. Man skal dog ikke tro, at man laver mindre i et spil volleyball. Det er ganske sveddryppende og intens.
Det gode ved volleyball er, at man yder sit til fællesskabet og man er en del af spillet selvom man er så knivskarp til at læse spillets gang. Ofte sker der oven i købet, at tiden mellem pointene ikke er særlig langt og det betyder, at man starter på en frisk i næste serv.
I volleyball er der brug for alle spillere og det er ganske usandsynlig at man ikke gør sin indflydelse gældende undervejs i spillet.
En anden styrke ved volleyball er faktisk, at såfremt man er lidt nervøs for de andre spillere, så er er modstanderne på den anden side af nettet dvs. der kommer ikke nogen for at tackle eller på anden måde forstyrre din bevægelse.
Dine holdkammerater har hver deres opgave, så de skal nok passe på ikke at ramme ind i dig. Du kan faktisk koncentere dig om hvad spillet går ud på: at ramme bolden rigtig.
Med andre ord: Volleyball er berøringsfri dvs. man bliver ikke “tromlet ned” af mod- eller medspillere.