Døden

En forespørgsel i en facebookgruppe om, at hvordan man som tidligere troende kan finde trøst i en periode, hvor man oplever sorg efter en forælders død.

Jeg skrev følgende kommentar:

Man kan sagtens finde ro og sorgbearbejdning udenom det kirkelige/religiøse rum.Jeg kan godt forstå den tryghed man har brug for at opsøge man tidligere har haft i forbindelse med “de store spørgsmål” i livet.

Disse spørgsmål kommer ofte i forbindelse med kriser.
At miste en forælder er en krise af de store (svjh er at miste ægtefælle og miste barn endnu større).Jeg har selv mistet min far tilbage i 2003 (foruden alle bedsteforældre + tre onkler + en svoger).

Lige netop i forbindelse med dødsfald er jeg faktisk blot blevet skubbet længere væk fra religion. En alkærlig og almægtig gud ville ikke lave så meget lidelse. Det harmonerer bare ikke med hvad jeg kalder for: kærlig.

Og derfor afskriver jeg religiøse svar på disse situationer (og alle andre, men det er ikke dem vi snakker om lige nu).Det er nok “bare” (ja, jeg kan ikke finde på et bedre ord) livets gang. Og undskyld mit franske: Det sutter røv i krise-situationens aktuelle (akutte) fase.

Det der hjælper. Det er bare så forskelligt fra person til person.
Og man kan bare ikke sætte en køreplan op, hvor man kan sætte tider og steder op som var det DSBs sommerkøreplan.

Helt overordnet findes der jo: Krisens faser

Chokfasen. Fasen er kendetegnet ved en følelsesmæssig reaktion.
Reaktionsfasen. Den ramte erkender traumet og genoplever det.
Bearbejdningsfasen. Forsøget på at finde en mening med hændelsen bliver mere realistisk.
Nyorienteringsfasen. Hvordan man agerer i det daglige….og hvis noget tilsvarende dukker op.

Og det lyder måske en smule uempatisk. Det er nok ikke andet for, at omfavne hver fase med den dybde og kompleksitet hver fase har…… være i den …. acceptere at være i den…. søge den hjælp man har brug for……have for øje, at man ikke dvæler i den i unaturlig lang tid (og ja, det er som at købe elastik i metermål)..Det er nok vigtigt, at man har nogen at snakke med, som man kan være på bølgelængde med.

Og når ens sorg bliver sygeligt, at man også opsøger hjælp hos læge og psykolog (der er faktisk muligt at få betalingshjælp via det offentlige til psykolog… Det er lægen som visiterer til psykologen).Helt konkret for dig:Har du overvejet at blive medlem i Kræftens bekæmpelse og være med i pårørende grupper? Måske er det svært at kapere i chokfasen.

Accepter lige beskeden her: Det hjælper at være sammen nogen, der har prøvet noget lignende.
Et sted hvor man har lov til at råbe røv uden at nogen løfter et øjenbryn.

————

I en tid med sorg har man mange tårer.
Da vil en tåre ramme mundvigen.
Mundvigen trækkes op til et smil, når man i tankemylderet finder et godt minde.
Mindet varmer i hjertet.

De gode minder man har…. vil man bære videre med sig.