Erkendelse

Uanset hvad der skal laves, så er starten til det, at man skal vide hvad man kalder problemet før man kan lave det.

På engelsk er der et udtryk: You have to name it to claim it.

Hvis du ikke ved hvad problemet kaldes, så har du ikke en jordisk chance for at gøre noget ved det. Du kan i mange år famle dig rundt om ting, købe underlige produkter, lade stå til, resignere eller tro at tingene løser sig selv.

For nogen er erkendelsen, at man ved en lægesamtale får at vide, at man med den vægt man render rundt med ikke kommer til at opleve sit barns konfirmation eller man får diagnosen til en overvægtsrelateret sygdom (diabetes, forhøjet blodtryk, podagra mv.). Det kan virke som en “eye opener”.
For andre starter erkendelsen tidligere fx man har svært ved binde sine sko, en kammerat beder en om ikke at sætte sig på en bestemt stol fordi “stolen er for svag” eller også at man oplever decideret overvægts-diskrimination.

Erkendelse af overvægten har taget overhånd kan komme på mange måder. Det interessante er hvad man bruger erkendelsen til.

Bruger man erkendelsen til at være ligeglad og/eller forsvare sin overvægt med “jamen jeg har nogen underlige gener” eller “folk må acceptere som jeg er”.
Sagt med andre ord, man skyder årsagen over på ting som man ingen indflydelse har på. For nogen kan dette være en lettelse, da man så med sindsro kan blive ved med at spise den ene chokoladebar og skinkesalat-sandwich efter den næste. Når nu jeg siger sindsro, hmmm har man ikke indflydelse på hvad man spiser? Er det ikke en aktiv beslutning, når man står i supermarkedet og vælger mellem mad?

Man kan bruge sin erkendelse til at gøre sig bevidst om på hvor mange niveauer overvægten har påvirket en. Det være sig lige fra hvad man laver i det daglige over hvilke følelser man har med i sin baggage til sin tankegang omkring mange ting her i livet.

Erkendelsen kan også have mange måder at udtrykke sig på. Man griber sig selv i et øjebliks eufori og melder sig ind i et motionscenter eller melder sig til en grøntsagsabonnementsordning. Når der er gået 3 måneder – måske kortere – så betaler man trolovligt til motionscenteret fordi nu har man bundet sig i 12 måneder og grøntsagerne bliver kedelige at se på og dermed ikke spist. Man har fået smidt 3 kilo, men tilgengæld taget 4 på. Derfra starter møllen så igen.

Det nævnte øjebliks eufori kan jeg bedst beskrive med en vittighed fra filmen Colors:

En ung og en gammel tyr står på en bakketop. Den unge tyr får øje på en flok lækre køer med ordentlige yvere og hvad tyrer ellers kan tænde på.
Den unge tyr helt ivrig til den gamle tyr: Hva så gamle, skal vi ikke løbe ned af bakken og bolle en af køerne?
Den gamle tygger drøv færdig og siger: Næh du, lad os gå ned til dem og bolle dem alle!

Moralen i vægttabs-sammenhæng må du selv finde. Min fortolkning er, at naturligvis kan man tabe mange kilo på kort tid og rigtig hjertelig tillykke med det. Min egen erfaring siger mig, at resultatet også er kortvarigt.

Nu spørger du dig sikkert om man ikke kan bruge et øjebliks eufori til noget som helst.
Det kan man. Jeg vil anbefale dig at bruge den teknik som jeg kalder: tankerne bag ….

Teknikken vil jeg beskrive i en senere artikel.

Artikler som understøtter min holdning

Manniche, Vibeke, Svært at erkende overvægt, Helse Juni 2006, s. 43.
Artiklen har fokus på børns overvægt og forældres fornægtelse diagnosen.

Skriv et svar

Hjerne,hjerte,indkøbskurv = varigt vægttab