Agurketid burde vist hedde sukkertid

Ja, sommeren har ramt Danmark og dermed fyldes aviser, radio og tv-nyhedsudsendelser med artikler og indslag uden reelt indhold.

Sukker har netop den egenskab.  Det er billigt; meget tilgængelig; indeholder egentlig ikke noget fornuftigt; fylder mere end det burde, særlig i det som egentlig ikke burde være; man får meget hurtig alt for meget af det,

Agurk tilgengæld skal bruge rigtig rigtig meget af før man får for meget, kan fåes i mange udgaver, er noget dyrere, burde man bruge noget mere. Serveret på den rette måde er det faktisk mere interessant end det hvide stads.

Målermanden

Målermanden er en figur i Søren Østergaards mange varieteer. Nogen syntes han er hamrende sjov, andre mere intetsigende.  Personlig falder jeg ikke ned af stolen af grin, men figuren får mig til at tænke, at han reelt sætter noget på spidsen: alt det vi i samfundet går måler, vejer, tæller, mikromanager, evaluerer, analyserer, vigtiggør, fokuserer på eller på anden blæser op i proportioner, hvorefter man skulle tro, at verdens undergang afhang af om landmåler Jensen nu har fået sat skellet mellem to naboer helt rigtig.

På samme måde kan jeg se på mine daglige vejninger.  Der er altså ikke ikke nogen liv som afsluttes brat eller samfundsøkonomier som går istå over, at jeg stiller mig op på min badevægt hver morgen. De daglige vejninger tager heller ikke særlig lang tid. De fylder heller ikke særlig meget i resten af min dagligdag.  De udsving som er i den daglige vægt er ikke fulgt op af  jubii-udtryk i forhold til tidligere vejninger  eller “nedtur”-tanker når det går den anden vej.   De er mere en konstatering.

Når jeg ser grafen henover de sidste 4 år, så ser jeg en tendens og jeg kan udpege nogen omstændigheder som har givet udslag i den udvikling man kan se.

Naturligvis kunne jeg udpege omstændighederne uden graf, tilgengæld kan jeg udpege den “impact” som omstændigheden har haft på vægten.

I sidste ende (bogstavlig talt), så er det naturligvis fløjtende ligegyldig hvad jeg vejede 23. juni 2006 eller hvad jeg ellers har indsamlet af tal.
Det interessante er ikke at jeg indsamler tallene…..men hvad de bruges til.   Derudover kan andre se, at bruge en mere langsigtet tilgang til vægttab også giver langsigtede resultater.   Nu spørger den kvikke læser at det så må betyde at jeg så vil veje mig hver eneste dag resten af mit liv.   Naturligvis ikke.   Når jeg kommer på de 90 kilo vil jeg naturligvis sænke veje-frekvensen til fx ugentlige vejninger eller noget.

Derudover kan man også lige tænke på, at hvordan kan jeg – i mangel af bedre udtryk – dokumentere en langsigtet effekt, når ikke jeg måler på kort sigt.   fx kan man snildt forestille sig, at man tager 10 kilo af og på indenfor et år.  Når man så kun måler sig én gang om året,  så har man ikke nogen ide om hvordan det gik mellem de to målinger.

I Søren Østergaards Målermandens tankegang så skal man også måle mellem målinger……men så bedes man lige huske på at Målermanden altså også bare er en karikatur.

Den daglige vejning

På motion-online blev jeg spurgt til om hvad det får mig op på vægten dagligt:

Her er hvad jeg svarede:

Tanken bag de daglige vejninger er at udnytte min lyst til at bruge excel til opstilling og formidling af tal. samt naturligvis vise omverdenen hvordan op- og nedture hhv. stilstande er under et længerevarende vægttab. Men det er lysten som driver værket.
Jeg har hørt argumentet før, at de daglige vejninger er “besættelse”, så vil jeg gerne oplyse, at jeg bruger mere tid på at tandbørstning end vejning/talindtastning. For slet ikke tale om motion (daglig cykling til/fra arbejde; til efterår/forår dans og volleyball 1 gang om ugen hver; og så bliver min crosstræner også brugt et par gange om ugen i ca 30-45 minutter pr. gang). men det morsomme er, at der ikke nogen som betragter det som en besættelse af fysisk aktivitet.
Og ja, nu kan man så sammenligne med en alkoholiker som siger, at han ikke er alkoholiker, hvor jeg gerne vil komme med hvad den flinke Freud sagde i sin tid: nogen gange er en cigar altså bare en cigar.

Jeg kan derudover røbe, at de perioder, hvor jeg ikke har været på vægten daglig fx august 2008 i 14 dage, så strøg vægten altså også op 6 kilo. Ligeså de andre gange, hvor du kan se en opadgående tendens.
Min daglige vejning har faktisk været en god støtte i en stor krise jeg havde i foråret 2007 og igen i slutningen af selvsamme år. Den daglige vejning er for mig et meget lille skridt til “holde mig selv til ilden” eller for at se hvor galt det går. Eller helt tilbage i 2002, hvor jeg fulgte DDV-konceptet med ugentlige vejninger, hvor jeg i foråret 2003 blev udsat for den ene mentale bredside efter den anden…og vupti, så blev 20 kilos vægttab konverteret til 30 kilo vægtøgning.
Jeg kan også gå tilbage til min værnepligtstid, hvor jeg i efteråret 1992 nærmest lukkede mig inde i en mental osteklokke for at smide 20 kilos overvægt inden værnepligten startede; undervejs i værnepligten var hverdagen temmelig struktureret med mad og motion dvs jeg kunne holde mit vægttab.
Efter værnepligten flød øl og pizza’er i rigelige mængder og motion var der meget lidt af (dvs. total mangel på struktur).

Jeg vil betragte min daglige vejning og efterfølgende graf som en slags “daglige børs-nyheder”. Altså hvor dagens små tal ikke tager særlig lang tid at indsamle, men når man ser dem i sammenhæng med de faktorer man der sker rundt om målingen, så bliver det interessant.
Fx i 2005 og 2006 havde jeg hvad jeg på daværende tidspunkt følte var verdens bedste job (elendig betalt, men for pokker, hvor havde jeg det fedt). I 2007 som tidligere fortalt en krise af voldsomt omfang ligeså igen i slutningen af året. Først her i februar 2009 blev jeg tilpas træt af ikke at bryde igennem 110kilo-barrieren (jajajaja, læg du bare fortolkninger i det….men jeg har ikke et bedre ord for det). Jeg startede på volleyball, satte min crosstræner til computeren for at danne endnu flere tal og tog dansen noget mere seriøs….og vupti startede en nedadgående tendens. Derudover har jeg det hamrende godt på jobbet og i hele taget vældig godt.

Og ja, jeg bruger maks. 15-20 sekunder om dagen på daglig vejning inkl. kladderegistrering og en gang om måneden ca. 10 minutter til at indtaste tal og opdatere grafer.
Hvis nogen har lyst til at kalde det besættelse, så kan jeg ikke forhindre det. Jeg kalder det: selvmonitorering og sammen med alle de andre små “knapper” jeg har drejet og trykket på de sidste 4 år, så har jeg altså smidt en sæk kartofler og jeg har ikke på noget tidspunkt været på slankekur (ok, to omgange SouthBeach Fase 1).

Jeg tror at dette indlæg er nok det længste jeg har brugt i sammenhæng på daglig vejning.

Derudover jeg meget glad for, at nogen stiller nogen spørgsmål til min tilgang og de vaner jeg har fået tillagt mig.    Det giver mig mulighed for at sætte ord på handlingen og på den måde reflekter om en ændring er på sin plads.

Tag

Hurraaaa, nu virker tag’ene igen.

sagt med andre ord:  Når jeg har sat et “stikord” på en artikel, så vil den være i listen over i venstre side. Når du klikker på stikordet, så vil de artikler dukke op som jeg har markeret med stikordet.

Nu’ets muligheder, del II

Problemet med denne artikel er faktisk, at jeg undervejs opfordrer dig i at tænke i det nu’ som du oplever mens du læser.
Når jeg taler om nu’et, så tænker jeg naturligvis ikke på det øjeblik eller tidsforbrug du har mens du læser her på de3faktorer.dk   men om alle de tidspunkter, når du netop tænker nogen af de bagudrettede eller fremadrettede tanker man kan have i løbet af en dag.

Fremtiden er vigtig.
Fortiden er vigtig.
Hvor er nu?

Vi kender det.  en eller anden fremtidsdrøm om en lækker smækker krop.
Vi kender det. Fortidens pacificerende dårlige samvittighed som vækker minder om de utallige pizzaer man har kværnet, chokoladebarer som blev hældt ned løgneren, den cykeltur som ikke blev taget, trappen der ikke bliver gået.

men kender vi Nu’et  og alle de muligheder som ligger i det.

Jeg taler ikke om hvad der skete for 10 år, måneder, dage eller timer siden. Ej heller taler jeg om det du planlægger at gøre om 5 minutter eller andet fremtidsrettet tidsinterval.  Jeg taler om lige nu.

Hvad ville der ske, hvis du for et ganske kort øjeblik ikke tænkte i hvad du har gjort…eller vil gøre.   men hvad du gør nu?

Nu’ets muligheder

Når du har læst denne artikel, så prøv 2 minutter  bare være i nu’et.

Hvad vil det sige at være i nu’et?    Det kan jeg faktisk ikke svare på for dig.    Det kan faktisk kun du!  Det er dig som er det sted som du er.  Ingen kan være det sted du er nu.    Du kan heller ikke være et sted du var igår eller et sted du vil være imorgen.    Du kan i princippet bare være præcis det specifikke sted på dette specifikke tidspunkt som du er i nu.

Det fedeste er faktisk, at du bestemmer hvad du vil opleve i det næste nu.  Prøv et kort øjeblik at løsne dig fra hverdagens trummerum, næste måneds husleje og de andre verdslige forpligtelser som nu engang findes i hverdagen.

Er vi så ikke enige om, at det er dig som bestemmer hvad du oplever i det næste nu?
(og jeg kan allerede høre alle “tværliggere” nævne alle mulige ekstrem situationer, som ikke er indenfor den økonomiske og naturvidenskabelige realitetsfære, men dem gider jeg ikke lytte til).

Du bestemmer om du vil rejse dig op fra din kontorstol og lave 10 knæbøjninger eller bare 1 knæbøjning.
Du bestemmer om du går ud i dine køkkenskabe og smider chokoladebarerne ud eller ej.
Du bestemmer om du tillægger dig en holdning til slankeprocessen som sætter dig i føresædet eller om du vil være passiv passager.   Du bestemmer om din holdning bliver til handling i både små og store perspektiver.

Generel Daglig Advarsel, del II

generelt er jeg jo en positiv person og uanset hvor dårlig noget er, så prøver jeg se det positive i det.

GDA-mærkningen er og bliver en elendig ordning, når det gælder om ernæringsmærkning af produkter klassificeret som menneskeføde.
Jeg har tidligere skrevet, at GDA-mærket kan være en udemærket ledetråd om hvilke produkter man holde sig fra.

Igen prøver jeg at finde det positive ved GDA-mærket (ja, det er 3 måneder siden, men det viser vel bare hvor svært det er).

Det fede ved de små portionsstørrelser som bruges i GDA-mærket er, at man ligesom kan vælge varen ud fra hvor mange mennesker man er om dele indholdet.
Fx  chips har portionsstørrelsen 25gram (en meget lille håndfuld). Ofte kommer chipsposer i 200 grams poser.  dvs når du er i et selskab på 7 og derunder, så bør du ikke tilbyde chips.   Medmindre du gider at smide de sindsygt dyre kartofler ud (chips er nok de dyreste kartofler du kan købe 🙂   ).     Og hvor tit er du egentlig i et sådant selskab?  Er det i hverdagen?

Selv når du er i større selskaber, så er har gulerods- og agurkestænger en større tiltrækningskraft end fedtede chips.   Prøv det.

Idag blev jeg mindet om, hvorfor jeg gør som jeg gør

Tak til Tue og John for jeres kommentar på Facebook.

John skrev:

Ikke for at være en lyseslukker, men vægtsnakken fylder utrolig meget i dit liv, så det undrer mig egentligt at du ikke opnår større resultater?
Jeg, personligt, ville i al fald hurtigt blive træt af det med tal som dem du nævner her.

Jeg kan da kun give dig 100% ret, at vægtsnakken fylder utrolig meget i min hverdag.   Jeg skal ligesom også få rettet op på 32 års misforståelser omkring sundhed, god hverdag, sund fornuft og motion.
Jeg indrømmer blankt, at der er masser af oplevelser som jeg gik glip af hhv. gennemlevede i mine yngre dage, som altså har medført at jeg i august 2005 altså vejede 130 kg. Og det kan sagtens være, at jeg ikke er den hurtigste knallert på havnen til at få smidt de overflødige kilo.  Hvad hjælper det at være en knallert, når der er brug for at trække et tungt læs?

Det kan godt være, at du ikke kan li’ tal og grafer, men det er nu den eneste måde jeg kan finde ud af vise dig, at jeg tidligere har gennemgået hurtige vægttab med kort sigtede resultater.  Se her:vaegt1992-2009

I følge et kinesisk ordsprog kan man gøre ting på 3 måder:  A: eftertanke, den ædleste  B: efterligning, den nemmeste  C: erfaring, kan være den bitterste.
OG at jeg selv syntes, at jeg har slugt de bitre piller som jeg skulle sluge, så måtte jeg hellere gå igang med metode A.

Via metode C har jeg erfaret, at hurtige vægttab ikke tager højde for  hverdagen som den findes så mange af.  Ligeså tager hurtige vægttab heller ikke højde for de kriser som man som menneske bliver udsat for igennem livet (mennesket er trygheds-søgende og en krise har utryghed med i sit kølvand og siden man søger tryghed, så er den nemmeste tryghed at søge i den mad man kender fra sin hverdag…hvis man så kun kender pizza, pastabjerge og marsbarer, så gæt selv hvad der sker med vægten).

Endvidere har jeg læst mig til, at 95% af alle slankekure ikke har nogen langsigtede effekt, hvorfor jeg tænkte ved mig selv, at så skal jeg lave noget unikt.
Noget jeg kunne stå inde for. Noget jeg kunne engagere mig i. Noget jeg kan indbygge i min hverdag uden det føles som en belastning.

Tue skrev:

Der er nok noget der hedder “baby steps” og “mageligt anlagt”… 🙂

Du kan tro, at jeg er magelig anlagt.  Det ligger i den menneskelige natur at være magelig. Det drejer sig lige fra opfindelsen af hjulet over dampmaskinernes indtog til en masse moderne gadgets, som du sikkert også har en del af.

Jeg har faktisk en ganske simpel illustration af menneskets magelighed.

Rulletrappe

Billedet har jeg taget i Barcelona i februar 2008. Billedet viser en gruppe af mennesker, som vælger at tage rulletrappen og kun få vælger trappen, selvom trappen er ganske kort og der faktisk er mere plads på trappen.

Det er lidt skægt, at du bruger udtrykket   baby steps.  Du mener det sikkert i en eller drilsk udgave, hvilket er meget fair.
Og ja, det kan godt være at mit vægttab tager ganske små skridt, men jeg kan tilgengæld forstå hvad jeg laver og hvorfor og hvordan.
Jeg har desværre ikke nogen direkte links til vægttabsprocesser, hvor man samligner langsigtede resultater på hurtige store vægttab i begyndelsen af observationsperioden  sat overfor  mindre vægttab i periodens begyndelse.   Du må stole på mig, når jeg siger, at dem som har de store vægttab desværre også oplever jojo-effekten af, at tage på i vægt igen. De mindre vægttab forøges faktisk senere, samt bibeholdes på længere sigt.
Nu må du så gætte dig til, hvilket hold jeg hellere vil være på.

NB til John:  Kan du huske at du tilbage i 2002 skrev noget om, at motion er en grundelementerne i vægttab og vægtkontrol, hvor jeg i min  DDV-religiøsitet pure afviste dine skriblerier?    Tja, nu har jeg gået til forskellige former for motion siden 2006 og man kan vel bare se på min vægtkurve, at du har ret.  I de perioder hvor jeg har dyrket motion (se fx hele 2006 og nu her siden februar 2009) med en vis intensitet og repetition, så er vægttabet haft gode vilkår.
Selv i de perioder, hvor jeg ikke har dyrket motion så intensiv, så jeg kunnet vedligeholde den vægt jeg har opnået.
Det tror jeg ikke, at jeg ville, hvis jeg bare tonsede derudaf uden hensyntagen med at “få mig selv” med.