Hvorfor spiser vi?

Først et grundlæggende spørgsmål:

Hvorfor spiser vi?

Der findes nu et hav af muligheder, men lad os i den bedste Maslowske stil starte ved de mest basale behov.   Vi spiser for at overleve.   Det er et uomtvisteligt faktum, at når vi holder op med at spise, så vil vi på længere sigt dø af manglende fødeindtagelse.
Kroppen er heldigvis sådan indrettet, at der er adskillelige varsler inden, at det kommer så vidt fx sultfornemmelse.

Sultfornemmelse er et interessant fænomen, at når et menneske bliver sulten, så sker der udover de fysiologiske symptomer: maverumlen, en “tom fornemmelse” i maven, blodsukkerets nedtur mv.  Men også et mental fokusskifte fra uessentielle gøremål til jagten på mad.   Så det at spise mad har også noget at gøre med at kunne fungere i andre sammenhænge fx kunne koncentrere sig uden at skulle følge jagtinstinktet.

Indrøm det bare, du har prøvet ikke at spise noget i fx 8-10 timer, hvorefter du er gået på jagt a la bombehund efter noget kalorieholdigt.

Når man ser bort fra disse fysiologiske og for overlevelse basale årsager til indtagelse af mad.   Hvorfor spiser vi?

En del af den mad vi indtager gøres sammen med andre mennesker fra frokosten spises gerne sammen med gode kollegaer, hvor man lige får smalltalket lidt over fodboldkampen man så igår på tv eller den politiske verdenssituation.
Senere på dagen tager man også gerne en wienerbasse over kaffepausen.  Og fordi det var så hyggeligt også en dagen efter.
Eller hvad med de måltider, hvor man egenlig godt ved, at indtagelsen af maden ikke har noget med de grundlæggende årsager med fødeindtagelsen at gøre.   Det er hvad jeg kalder for:  social spisning.

Kaloriernes vej til mave, baller og lår kommer også gerne, når man ser fjernsyn, kører bil eller andre gøremål, hvor man reelt er igang med noget andet af “automatisk” karakter.   Og det er – indrøm det bare – meget hyggeligt at have en pose haribo stående frit fremme under en god film og så række ud efter den med jævne mellemrum.    Eller den mars-bar som sniger sig ned igennem spiserøret under køreturen fra supermarkedet og hjem.  Det hvad jeg – og jeg har endnu ikke set andre omtale det som sådan:  det vi spiser mellem (mellem)måltiderne.

En underkategori af spisen mellem mellemmåltiderne kan beskrives som den mad man indtager fordi man bliver udsat for en impuls. I karikeret udgave kan du forestille dig, at du reagerer som en paulovsk hund, når det kommer til mad.
Bestemte situationer associeres med mad. Både i højtidigt lag (jul, påske mv.), men sandelig også i hverdagen, hvor kaffepausen på arbejdet følges af en wienerbasse; eller en bestemt adfærd fx køreturen på vej hjem leder forbi burgerrestauranten. Beskrivelsen kan bruges som overskrift til den type madindtag:  Impuls-spisning.

En sidste af er utrolig velkendt og alligevel kan man ofte ikke genkende den hos sig selv.
Der findes forskellige variationer af den type fødeindtagelse. Den mere ukendte er, at man har haft en utrolig travl dag og man vil da lige belønne sig selv med en omgang Carte’dor…for ellers kan man ikke slappe af eller endda med argumentet om “at have fortjent det”.   En mere kendt variant er, at ikke bare haft en travl dag, næh man har bare haft en lortedag på et eller flere planer og nu skal man søge tilflugt hos vennerne “Ben and Jerry”.
Jep jeg beskriver trøstespisning i flere variationer. Nogen vil så mene at  mad som belønning   ikke er  at søge trøst.
Tilgengæld har jeg ikke fundet et bedre udtryk for den fødeindtagelse der knyttes op på fødeindtagelser på baggrund af ens humør og følelser.

3 tanker om "Hvorfor spiser vi?"

  1. Teksten er noget “sludder” – feks: “for at overleve”.
    Man indtager føde, fordi kroppens celler behøver “Energi” til opretholdelse af deres funktioner. Ligeledes behøver kroppens celler “Materiale” til vækst (celledeling) eller til vedligeholdelse (også celledeling).
    Så alt det med Impuls-spisning, social spisning osv. er noget MENTALT og har INTET med hvorfor man spiser, MEN HVORDAN man spiser.

  2. Hej Allan

    tak for din kommentar.

    Jeg tror, at du misforstår motivationen for spisning. men lad os tage dit udgangspunkt og dermed et sted vi er enige: opretholdelse af funktioner –>> netop: hvis disse funktioner ikke opretholdes, så dør vi. så på den front er vi enige, men formulerer os forskellig.
    Det skal dog lige siges, at kroppen sender en masse signaler om, at indtagelse af mad imødeses fx ved knurren i maven, lavt blodsukker, sultfornemmelse mv.

    Der hvor du ikke mener, at impuls-spisning, social spisning mv ikke er et motivation for indtagelse af mad, så forholder du dig til den rent positivistisk tilgang til spisning om klart definerede og objektiv konstaterbare forklaringer til spisning. Og ud fra det perspektiv kan det desværre ske, at man får sig dogmatisk for-forståelse af Hvorfor-spørgsmålet.

    Åbner man sit sind imod mere “bløde” argumentationer, så kan Hvorfor-spørgsmålet sagtens rettes mod de øvrige spisnings-motivationer.
    Jeg tror også, at du også indtager kalorier som intet har med “energi til cellerne” at gøre, men mere af lyst-betonede bevæggrunde.
    Nogen gange spiser man en stor pose slik, hvor en mindre pose kunne have klaret “energien til cellerne”.

    Lidt ligesom man hvis man opklarer et mord, så skal der også undersøges på forskellige tilgange. Den positivistiske, hvor man måler, vejer, dokumenterer gerningssted osv osv osv. (et hvorfor-spørgsmål: Hvorfor døde ofret fysiologisk set? Ramte kniven hjertet eller døde offeret inden selve gerningen fx i et uheld, med efterfølgende drabs-skader osv osv osv [I tv-serie: CSI]) men så sandelig også har brug for bevæggrunde, nærmiljø, motiver, omkringstående, familierelationer (hvorfor gør gerningsmanden som han gjorde? [i tv-serie: Criminal Minds]).

    Hvordan-spørgsmålet som du afrunder din kommentar med vil jeg mene ikke er en motivations-spørgsmål, men mere den praktisk indtag af mad fx foran fjernsynet, i bilen, “on the go”, “indskovlning” uden at smage på maden.
    Hvordan spørgsmålet er et meget vigtigt spørgsmål i forbindelse med madindtag, da – og det indrømmer jeg blankt – madindtagelse ofte foregår uden fokus på maden, men gøres i sammenhæng med alle mulige andre gøremål.
    Hvis man fokusere på sin spisning, mens man spiste, så ville man slet ikke have lyst til at spise så meget vs. hvis det kørte på autopilot.

    som jeg startede med at sige: mange tak for din kommentar.

Skriv et svar

Hjerne,hjerte,indkøbskurv = varigt vægttab