Det kan da godt være

…at jeg ikke er så aktiv her på bloggen som jeg egentlig ville.  Rent vægttabsmæssigt gør det de manglende skriblerier ikke det store, da jeg idag har nået et nyt “lavpunkt” i processen: 103,1 kg.

dvs. 9,5 kilo siden nytår.  Det er faktisk ganske tilfredsstillende.

Hvorfor har jeg så kunne tabe mig i det forgangne halvår…og ikke så meget de andre halvår?
Jeg kan ikke udpege ét vendepunkt eller aha-oplevelse, hvorfor summen af småinput har sat tanker, engagement og handling igang hos mig, så vægten bevæger sig mod de famøse 90 kilo.

lad mig fortælle et par småinput’ene:

– en kollegas dødsfald.

En kollega var en meget overvægtig person…han døde pludselig i starten af januar.
Om det var overvægten som tog livet af ham tør jeg ikke svare på.
Dødsfaldet satte i hvert fald nogen tanker igang hos mig om overvægt vs. liv.

– en vis træthed af udeblevet vægttab, men vægtbalance gennem længere tid

Jeg har kigget på mine fine grafer med friske øjne og observerede, at min vægt balancerede ganske fint omkring de 106 kilo…og så var det jeg fik tanken om, at når vægten kan balancere omkring 106 kilo, så kan den også balancere omkring de 90 kilo.

– et sandhedens øjeblik omkring dårligere kondition ved udeblevet aktivitet.

i februar, marts, april skrev jeg flere blogindlæg om, at jeg ikke har brugt crosstræneren og jeg ved selvsyn kunne se, at inaktivitet giver dårligere kondition

– en aftale med svigerinden om, at ferievægten skal under under 0,1 ton.

tja, jeg har prøvet sådanne aftaler før uden den større effekt, men denne gang har den altså haft et impact.

– genlæsning af DrPhil’s 7 nøgler til varigt vægttab

Et af afsnittene jeg hæftede mig ved denne gang er, at forskellen mellem dem der holder et vægttab og dem som ikke holder et vægttab er:  Dem der holder et vægttab er villige til at gøre noget andet i forhold til deres hidtidige adfærd…og dem som ikke gør…de er ikke villige til det.

Og nej, det er har intet at gøre med viljestyrke, men at man tør springe ud over sin egen sædvanelige dagligdags tankegang omkring de argumenter man fortæller sig selv om og om igen igen. Tør tænke udenfor boksen, så at sige. Tænke sig ind i en ny boks…et nyt normal-billede.

– små skridt foregår oppe i hovedet.

Et lille skridt mentalt set kan godt være en stort skridt i praktisk forstand. Og omvendt for den sags skyld.

– Accepteret at fortid er fortid…fyldt med minder……fremtiden endnu ikke er skrevet…fyldt med planer…..Både fortid og fremtid er intessante koncepter.

Jeg har hvilet mig for meget på fortidens succes…som er en succes set ud fra, at slankekure generelt har et fiasko-rate op 80-90%.
Der er ligesom skete et hold af progessionen henimod fremtiden.
Og hvis jeg vil skabe progression, så er det en uafvigelig betingelse, at lave om på noget i Nu’et.

Bare et lille udpluk af tankerne.