En ganske spændende måde at tilgå ens adfærd på. Og krævende må jeg hellere tilføje allerede før du går igang med at være nærværende.
En hel del adfærd i din hverdag kører på hvad jeg vil betegne som autopilot. Dvs. en adfærd du har fundet ud af virker for dig og du har nu gentaget den så tit, at du ikke rigtig skænker adfærden en nærmere tanke.
Hvad ville der mon ske, når du tænkte mere over din adfærd. Ligesom midt i chokolade-gufleriet stoppede op og startede med at tænke hvad indtagelsen af netop denne chokolade giver dig af gevinst? En eller anden fordel ser du ved indtagelsen af chokoladen.
Hvordan gør man så det der nærvær-halløj spørger du dig selv sikkert. Istedet for at ville mange ting på én gang, så gør bare én ting når du gør det du gør.
Dvs. når du spiser chokolade, jamen så spis chokolade. Sluk fjernsynet eller computeren, kør ind på en parkeringsplads, sæt dig for dig selv, slå multitaskingen fra (selvom du er kvinde…mænd kan alligevel ikke flere ting ad gangen).
Oplev chokoladen med alle dine sanser. Se mit indlæg om chokolade mindfulness andet steds på bloggen.
Hvad gør chokoladen ved dig af gode ting? Husk de tanker og følelser som du har mens du spiser chokoladen.
De tanker og følelser du husker bruger du senere til at reflektere dig frem til en anden måde at få de samme tanker og følelser, men så bare uden chokoladen.
Det er hvad man får ud af, at være til stede dvs. nærværende i sin spisning.
Du kunne heller ikke finde på at deltage i et forretningsmøde uden at være nærværende. Hvorfor så være fraværende, når det drejer sig om noget så livsvigtig som at spise?