Vågnede op idag + tanker om duathlon

Som så tit, så at sige.
Med store planer om tøjvask kl 0700, men det blev kun til en flytning af reservationstid til onsdag aften istedet.

Jeg tænkte tilbage på dagen igår, hvor jeg deltog i duathlon ved Sorø Triathlon klub.  Ikke noget pragtpræstation set udefra, men jeg er heldigvis ganske uinteresseret i den tid (for de interesserede:  1t17m for  4km løb; 12 km cykel; 2km løb).

Det interessante var de oplevelser som lå i turen.
Lad mig prøve at sætte ord på:

4km løb:   Det startede med et ganske fornuftig tempo (mit forstår sig….løbe-folket – som ligesom er i noget bedre form end jeg – nærmest spurtede afsted).
Måske en smule hurtigere end jeg plejer, da jeg altså tog første gåpause efter 1,4-1,5 kilometer [kan ellers løbe 2-2,5).  Kan på efterfølgende Endomondo se mellemtiden for 1. kilometer også er noget lavere end ellers og for de efterfølgende.

Selve turen lå langs Sorø Søs sydelige bred.  En ganske smuk rute, så ingen beklagelser over omgivelserne. At jeg ligesom havde lidt travlt med bare at komme ind igennem skoven er så en anden snak.

I skiftezonen stod Batavus’en klar til en 12 km tur syd på…eller skulle man hellere sige 6 km syd på og så retur igen. 🙂

12 km cykel:  Meget mulig, at det ikke er Alpe-etaper i tourdefranske-dimensioner. Jeg syntes nu nok, at området syd for Sorø kan byde på en smule udfordringer for en traditionel herrecykel og tilhørende rytter på 110 kilo.  Skal vi ikke bare sige, at jeg kan lægge en ret god fart på de lige stræk som trods alt var der.

Jeg kan efterfølgende komme i tanke om, at strækningen lige før vendepunktet bestod af noget af en nedkørsel….og der begik jeg en mental kolbøtte af tilbageslags-karakter:  Jeg tænkte, at jeg nok gik død på bakken på tilbagevejen. [død som i: skal stå af].
Og ganske rigtigt:  på tilbagevejen ca. 3fjerdele op ad bakken, så ville benene ikke mere. Stige af og gå ca. 100-150 meter og så op hesten igen.
Måske skulle jeg arbejde på positiv tænkning i den type situationer  🙂

Det var ikke sidste gang, at mine ben ikke rigtig som jeg ville.

2 km løb:    Et ord:  Au, gummiben!  [nå det blev til to ord]
Det var egentlig meget skægt set i baglyset, at 4kmløb+12kmcykel sætter ganske tydelige aftryk i ens evne til at kunne bevæge sig i løb i umiddelbar forlængelse af de nævnte aktiviteter.
Det var og er ikke farligt at afprøve ens musklers evne til at omstille sig fra en type bevægelse til en anden….eller bare fra passivitet til aktivitet for den sags skyld.
Overgangsperioden var ikke spor behagelig, men interessant at muskler over så kort en periode alligevel “aflærer” den bevægelse de kom fra.   Læger og fysioterapeuter kan sikkert sætte flotte ord på den proces.  Jeg vil tillade mig at sætte ord på oplevelsen: ømhed.

Ømheden fortager sig heldigvis forholdsvis hurtig.  Og efterfølgende gåpauser i løbet tillægger jeg altså min grundkondition (eller mangel på samme).

En time og 17 minutter efter startskuddet, jamen så var det hele overstået.   Idag har jeg overraskende ikke nogen ømhed af omfang som er værd at nævne.   Må hellere huske at gå eller løbe en lille tur for at holde musklerne smidige…… Nogen påstår, at 2. dagen efter en større aktivitet er værre end dagen derpå.

Tak til hjælpere og arrangør for en fantastisk oplevelse.  Jeg er helt klar frisk på en tur til næste år igen

Skriv et svar