Motion, hvordan kan man lade være?

Jeg har aldrig troet, at det skulle overkomme mig, at skulle sige at motion ikke kan undværes.

Nu siger jeg det altså: Jeg kan ikke undvære motion!

I de gode gamle dage, så havde jeg en smule den holdning, at når nu motion var så sundt, så skulle man da give det til de syge.

Der er de senere år sket et stort skifte i min tankegang omkring motion eller skulle jeg hellere kalde det: aktivitet udført med kroppen.
Undervejs i denne tankeforandring har jeg for øje, at aktiviteten bliver indarbejdet i min hverdag, så den til sidst er en naturlig bestanddel af hverdagen. Fuldt på højde med morgenmad (og dem som kender mig ved, at jeg ikke kan undvære morgenmad…dagen bliver helt forkert, når jeg ikke får morgenmad).

I samme åndedrag nævnes, at aktiviteten altså ikke bare kommer til mig, men jeg ligesom opsøger den via informationssøgning, småforsøg, mere intens afprøvning, eftertanke, mærke efter og herfra udrulning i en hastighed som passer mig, samt med en vis progression i udrulningen.

Lad mig tage volleyball som et glimragende eksempel på en type sport jeg tidligere ganske enkelt udelukkede fra de muligheder som kan tages fat i og jeg nu faktisk er har indløst spillerlicens til for at deltage i turneringer.
Min tidligere erfaring med holdsport havde opstillet en tankerække op i mit hoved som kørte på denne melodi:  Jeg har ikke noget erfaring med sporten –> når der skal vælges hold vil jeg alligevel blive valgt sidst –>> under spillet bliver jeg ikke spillet, hvilket gør jeg ikke får erfaring –> næste gang et hold skal vælges bliver jeg valgt sidst  og i sidste ende er jeg bare opfyldning på holdet, men total uden relevans for udfaldet….hvorfor dælen skulle jeg så være der?

Her i bagklogskabens lys indrømmer jeg gerne, at det dog var en nedslående tankegang….og den mangeårige overvægt ligesom var en helt naturlig konsekvens af “melodien”.

Ved volleyball er det heldigvis rigtig meget man selv kan gøre og spillet har en intensitet, så alle spillere skal bruges. Banen har også en tilpas størrelse, så man ikke rigtig kan “gemme sig” hhv. “blive glemt”.
Derudover har jeg oplevet noget jeg aldrig har oplevet ved andre holdsport: ros.
Damn, hvor det varmede og motiverede.  Naturligvis er jeg ikke Danmarksmester i Volleyball, men de gange hvor min indsats gør en afgørende forskel, så kommer der sandelig HighFives mv. til mig.   Hold da op  og det gør faktisk også, at det gør det lidt sjovere at lave de lidt sure øvelser eller ting der ikke umiddelbart giver mening.

Endvidere er jeg enormt glad for de motionsmæssige mellemstationer jeg har gjort siden jeg startede vægttabsprocessen:  cykling, motionscenter, dans og crosstræner. Det nyeste påfund er: svømning.

Hver eneste af de aktiviteter har givet mig en fysisk og mental baggage som her radikal anderledes end den tidligere melodi.
Ved cykling mærker jeg vinden i håret, benmusklernes malende arbejde på at skabe fremdrift, jeg er på nuværende tidspunkt den som overhaler andre og kun overhales af cykelbude & Co. (en mærkelig holdning, men det er nu noget fedt at overhale andre); flexibiliten i tid og navigation; at vide med sig selv, at man gør noget godt for sin krop (som man i parentes bemærket kun har én af); individualiteten, opleve det fede ved den gode kop kaffe, når man kommer hjem efter en regnbyge, samt vide med sig selv at man faktisk på den måde lægger fundamentet til andre aktiviteter.
Ved motionscenter har man mulighed for målrette træningen; er vejruafhængig; kan gøre tingene i sit eget tempo; man har gode muligheder for at måle ens fremskridt og niveau.
Ved dans skal man lige pludselig tage højde for andre end sig selv; der sker et samarbejde mellem to mennesker som i visse danse udvides til flere. Man får øget sin koordinationsevne mellem arme, ben, venstre og højre. Endvidere får man øje for de “taktiske” bevægelser for at komme fra formation til formation.
Crosstræneren giver udholdenhed, mulighed for at koncentrere sig om at være aktiv. Der er ligesom ikke nogen forstyrrende elementer, mens man tonser derudaf. Det giver mulighed for at træde igennem, mærke puls/hjerteslag og bagefter kan man nærmest mærke blodet strømme helt ud i de yderste kapillærer, samt ligesom ved motionscenteret: vejruafhængigheden.
Svømning er over i en helt anden kategori, hvor netop ro, stabilitet, gentagende flydende bevægelse, mulighed for mærke sin krop på en lettere måde, fremdrift uden superfart, strække hele skelettet og tilhørende muskulatur.

Og noget som jeg syntes faktisk er lidt interessant og jeg lige har observeret idag:  Det er faktisk også interessant at se andre – som er på et højere niveau – dyrke de aktiviteter man selv gør.   idag overværende jeg en volleyball-kamp på et noget højere niveau end det jeg selv spiller på og det gav faktisk nogen gode ideer til, hvor jeg – med mit nuværende udgangspunkt – kan blive bedre.

Skriv et svar