Om at blive motiveret af vægttabet i sig selv

ja, jeg er kritisk overfor Bypåskrump, Livet er fedt, DDV og andre slankekoncepter.

Jeg vil gerne tilføje endnu et kritikpunkt:  Den fokus og glæde som ligger i de tabte kilo undervejs.

Det er som om man skal fejre de små sejre undervejs.

Det er umiddelbart ikke noget i vejen med at man glædes over tabte kilo eller man stiller skarpt på vægten i processen.

Problemet med at fejre noget hele tiden er, at man udvander følelsen og oplevelsen af /at fejre noget/.

Hvad gør man så, når vægttabet er forbi?  Hvad skal der så fejres?

Nu kan jeg godt li’ hverdagen, men decideret fejre den eller huaaaa-lyde, naaahhhh.
Og naturligvis er jeg glad for, at de kilo som nu ikke længere hænger på mave, baller og lår ligesom er væk.
Jeg giver naturligvis små glædes-kvæk fra mig, når jeg igen har opnået en ny mindstevægt.

Det som jeg glædes mest over hhv. fokuserer mest på er, at ændre mine vaner henimod, at det jeg kommer til at veje i sidste ende er i den fornuftige ende af BMI-skalaen og taljemålet ikke så højt længere.
Så det jeg reelt er glad for er: vaneændringerne! Særlig dem som jeg gennem længere tid har fundet ud af gavner mig fysisk og mentalt.

Mit forslag går ud på, at man fokuserer på alt rundt om vægten dvs. de tiltag som succesivt sættes i værk for at opnå vægttabet.

  • Find glæden ved at tage den daglige cykeltur til/fra arbejde;
  • Gå en tur et sted du ikke er gået før. Ta’ evt. cyklen hen til et sted du ikke er gået før.
  • Eksperimenter lidt med mad som du ikke har smagt før eller måske netop har smagt i kalorierige udgaver før, men nu en mere kaloriefattige udgaver.
  • Engager dig aktivt den lokale sportsklub (de fleste klubber har hold for begyndere, såfremt du ikke har gået til noget før);
  • Fordyb dig i den lødige litteratur på sundhedsområdet og ad den vej bliv klogere på den hverdag du går væk fra hhv. hen imod.

Lad mig give et lille eksempel:

Siden februar er jeg startet til volleyball med én ugentlig træning. I træningen skal der laves nogen til tider lidt mærkelige øvelser og de skal gentages gentages gentages indtil man nærmest er træt af dem.
I løbet af sæsonen arrangeres alternative stævner, hvor man for så vidt mødes for sjov på tværs af klubber over nogen venskabskampe.

I et af kampe gik det rimelig godt i første sæt. I andet sæt gik det lidt bedre for modstanderen. Lige pludselig stod der 24-21 til modstanderens fordel. Nå, vi fik et par point, så der stod 24-24. Reglen er så, at man skal afslutte med mindst 2 points forspring. Hver spiller på hver side øgede fokus (hvert hold havde spillet 2 kampe, så trætheden kunne mærkes); Bolden røg frem og tilbage over nettet. Et øjebliks uopmærksomhed  hos modstanderen..og så var der 25-24 til os. Der blev servet igen og i bedste volleyball-stil skiftede bolden fra side til side. Jeg stod på hæverens plads og skal i princippet lægge op til en af siderne, så de kan smashe. Bolden kom hen mod mig og tæt på nettet. Ud af øjenkrogen så jeg dog, at det andet holds hæver lige lavede en blokade, hvorfor der blev skabt et hul, hvor jeg kunne loope bolden over det sted han lige var oppe og bagved ham var der et hul, hvor ingen af modstanderens spillere kunne nå at komme ind.  Som tænkt – bemærk lige at sådanne tanker altså skal foregå på nogle ganske få brøkdele af sekunder – så gjort.
Og yes, sættet og dermed matchen var hjemme!
Glad det var jeg sgu!  Hvad var så det, som gjorde at jeg kunne glædes i det øjeblik? Hvad var det egentlig som gjorde, at jeg fik den brøkdelafetsekund-tanke, kunne se de huller på modstanderens side, som blev udnyttet. Det er jo ikke kun fordi jeg var der på det sted på det tidspunkt.  Det var da fordi jeg okser rundt i Bellahøj-hallen hver mandag for at øve igen igen igen. Det som gør, at holdet kan lykkedes er, at man netop har en hverdag som understøtter øjeblikkene.   Og i sportens verden er der naturligvis sejrsøjeblikke som den jeg oplevede, men for at de kan ske, så er en hverdag som skal dyrkes og som man skal fascineres af for at kunne holde det ud på sigt. Når man kun er med for sejrsøjeblikkene, men tager man ikke sliddet og de svedige tshirts, forsøgene i det daglige, så kommer sejrsøjeblikkene altså ikke.   Det gør øjeblikkene altså kun, når der en hverdag som dyrkes.
Det er så derfor, at jeg bruger mest fokus på træning/hverdagen.

2 tanker om "Om at blive motiveret af vægttabet i sig selv"

  1. Helt enig.
    Jeg har også lagt mærke til at når jeg begynder at fokusere for meget på vægttabet, så er det egentligt mest for andres skyld fordi jeg gerne vil have ros.
    Det er da også dejligt med ros men ikke det vigtigste.

  2. Naturligvis vil man gerne have ros. Det kan være det krydderi som gør sliddet værd.

    Råvaren for at få rosen…det er den tid der ligger mellem roserne (og det behøvedes ikke være torne [høhøhø griner lige lidt af den sproglige finurlig om ros])

Skriv et svar