Tag-arkiv: en by på skrump

Om at blive motiveret af vægttabet i sig selv

ja, jeg er kritisk overfor Bypåskrump, Livet er fedt, DDV og andre slankekoncepter.

Jeg vil gerne tilføje endnu et kritikpunkt:  Den fokus og glæde som ligger i de tabte kilo undervejs.

Det er som om man skal fejre de små sejre undervejs.

Det er umiddelbart ikke noget i vejen med at man glædes over tabte kilo eller man stiller skarpt på vægten i processen.

Problemet med at fejre noget hele tiden er, at man udvander følelsen og oplevelsen af /at fejre noget/.

Hvad gør man så, når vægttabet er forbi?  Hvad skal der så fejres?

Nu kan jeg godt li’ hverdagen, men decideret fejre den eller huaaaa-lyde, naaahhhh.
Og naturligvis er jeg glad for, at de kilo som nu ikke længere hænger på mave, baller og lår ligesom er væk.
Jeg giver naturligvis små glædes-kvæk fra mig, når jeg igen har opnået en ny mindstevægt.

Det som jeg glædes mest over hhv. fokuserer mest på er, at ændre mine vaner henimod, at det jeg kommer til at veje i sidste ende er i den fornuftige ende af BMI-skalaen og taljemålet ikke så højt længere.
Så det jeg reelt er glad for er: vaneændringerne! Særlig dem som jeg gennem længere tid har fundet ud af gavner mig fysisk og mentalt.

Mit forslag går ud på, at man fokuserer på alt rundt om vægten dvs. de tiltag som succesivt sættes i værk for at opnå vægttabet.

  • Find glæden ved at tage den daglige cykeltur til/fra arbejde;
  • Gå en tur et sted du ikke er gået før. Ta’ evt. cyklen hen til et sted du ikke er gået før.
  • Eksperimenter lidt med mad som du ikke har smagt før eller måske netop har smagt i kalorierige udgaver før, men nu en mere kaloriefattige udgaver.
  • Engager dig aktivt den lokale sportsklub (de fleste klubber har hold for begyndere, såfremt du ikke har gået til noget før);
  • Fordyb dig i den lødige litteratur på sundhedsområdet og ad den vej bliv klogere på den hverdag du går væk fra hhv. hen imod.

Lad mig give et lille eksempel:

Siden februar er jeg startet til volleyball med én ugentlig træning. I træningen skal der laves nogen til tider lidt mærkelige øvelser og de skal gentages gentages gentages indtil man nærmest er træt af dem.
I løbet af sæsonen arrangeres alternative stævner, hvor man for så vidt mødes for sjov på tværs af klubber over nogen venskabskampe.

I et af kampe gik det rimelig godt i første sæt. I andet sæt gik det lidt bedre for modstanderen. Lige pludselig stod der 24-21 til modstanderens fordel. Nå, vi fik et par point, så der stod 24-24. Reglen er så, at man skal afslutte med mindst 2 points forspring. Hver spiller på hver side øgede fokus (hvert hold havde spillet 2 kampe, så trætheden kunne mærkes); Bolden røg frem og tilbage over nettet. Et øjebliks uopmærksomhed  hos modstanderen..og så var der 25-24 til os. Der blev servet igen og i bedste volleyball-stil skiftede bolden fra side til side. Jeg stod på hæverens plads og skal i princippet lægge op til en af siderne, så de kan smashe. Bolden kom hen mod mig og tæt på nettet. Ud af øjenkrogen så jeg dog, at det andet holds hæver lige lavede en blokade, hvorfor der blev skabt et hul, hvor jeg kunne loope bolden over det sted han lige var oppe og bagved ham var der et hul, hvor ingen af modstanderens spillere kunne nå at komme ind.  Som tænkt – bemærk lige at sådanne tanker altså skal foregå på nogle ganske få brøkdele af sekunder – så gjort.
Og yes, sættet og dermed matchen var hjemme!
Glad det var jeg sgu!  Hvad var så det, som gjorde at jeg kunne glædes i det øjeblik? Hvad var det egentlig som gjorde, at jeg fik den brøkdelafetsekund-tanke, kunne se de huller på modstanderens side, som blev udnyttet. Det er jo ikke kun fordi jeg var der på det sted på det tidspunkt.  Det var da fordi jeg okser rundt i Bellahøj-hallen hver mandag for at øve igen igen igen. Det som gør, at holdet kan lykkedes er, at man netop har en hverdag som understøtter øjeblikkene.   Og i sportens verden er der naturligvis sejrsøjeblikke som den jeg oplevede, men for at de kan ske, så er en hverdag som skal dyrkes og som man skal fascineres af for at kunne holde det ud på sigt. Når man kun er med for sejrsøjeblikkene, men tager man ikke sliddet og de svedige tshirts, forsøgene i det daglige, så kommer sejrsøjeblikkene altså ikke.   Det gør øjeblikkene altså kun, når der en hverdag som dyrkes.
Det er så derfor, at jeg bruger mest fokus på træning/hverdagen.

DR1: En by på skrump eller: ikke at stå på egne ben

Tja, jeg kan ikke helt lade være med at kigge med sidelinjen på DR1s/ChrisMacDonalds egen blog omkring En by på Skrump.

Det er edderhugme sørgeligt, at ebeltofterne – ok, en ebeltofter ud fra hvad jeg kan læse fra bloggen – ikke har lært at stå på egne ben efter alle de ååååhhhh så dejlige tiltag som er blevet i værk sat af tvhold og 3 såkaldte eksperter.

Her er uddrag af kommentaren:

NB: VI har nemligt fortsat brg for kontakt med dig og sin positive form som “indpiske” med humor i øjet og fasthed i stemmen.   [se kommentaren af 24. oktober kl.23.59 i blogindlægget: Hvad vælger du?]

Hvis “eksperten” Chris MacDonald vil være sit ansvar bevidst, så afslår han dette ønske med argumentet med, at folk nu bør lære at stå egne ben og træffe deres egne beslutninger og de konsekvenser som fører med sig.

Eller også kan han for så vidt bare henvise til sitet her, hvor man kan læse og lære om, hvorledes man klarer sig ved hjælp af det man alligevel skal bruge: Hjerne Hjerte Indkøbskurv.

Jeg må indrømme, at jeg dybt skuffet, at Chris MacDonald og licenskroner har efterladt bare enkelt person tilbage som endnu har brug for hjælp.   Er det virkelig sådan at fedmekurven skal knækkes? at hjælpe folk til at de skal have mere hjælp?

Er det ikke bare ulandshjælp om igen?
Skal man hellere give en sulten mand en fisk….eller skal man lære ham at fiske?

Med venlig hilsen

En skuffet Licensbetaler.

PS:  Det er desværre ikke engang muligt at få at vide, hvor mange penge DR har brugt  – af alle de penge de ikke har – på udsendelsesrækken.  Meget skræmmende.
DR har tilsyneladende fået lobbi’et sig til, at netop DRs programvirksomhed er undtaget af lov om offentlighed.

PS 2:  Måske skulle man gøre det samme som der sker, når man googler efter  en by på skrump. Nemlig at erkende, at man har begået en fejl og ikke givet Ebeltoft en skub i den selvstændige retning.

by på skrump_google humor

En by på Skrump: Importvare!

Nu kan jeg ikke huske hvilken amerikansk præsident som sagde følgende:

Man kan fortie sandheden for få mennesker i lang tid
Man kan fortie sandheden for mange mennesker i kort tid

I DR1s satsning på at vise, at man vil prøve at få Ebeltoft til at smide mange kilo, så kan man ved lidt facebooking få at vide, at konceptet er kommet fra Schweiz: Ein Ort nimmt ab

Helt ærlig DR:  Kunne I gøre lidt mere ud af, at metoden er ren import fra et ikke-EU-land (ikke at det ville blive meget bedre, men i det mindste ville det være ærligt).

Straks forstår man, at den ellers fornuftige Chris MacDonald, der har lavet ganske lødige indslag på politiken.tv, giver sig i kast med mærkelig tiltag langt for deltagernes dagligdag.   Det er ligesom en del af konceptet, at han skal være så mærkelig.

DR1: 5. kolonne, nå nej 5. udsendelse

Flot, at man tager tv-cirkus med til byen og finder nogle lokale “publikumsofre” til at komme frem i rampelyset, hvorefter man sætter dem i en eller flere situation(er), hvor man fra starten af ved hvad resultatet er.

Det er ikke spor overraskende Det var godt nok godt at der kom endelig Guru&Co superviserende fagpersoner inkl TV-hold til byen, at de første ugers wauv-effekt helt nye grundviden med både bootcamps gåture, energiske shows foredrag, uniformering gratis tshirt, kampråb fællesskabsudtryk, råb motiverende enstavelseordikortesætninger, gruppepres dynamik og en masse andre sindsyge spændende og inspirerende reklameeksponering publicservice fjernsyn endelig kastede sig over “De 5” livstruede* Ebeltoftere.

*: Skulle man tro diverse debatter, så er det ligefrem livreddende førstehjælp Chris&Co lavede overfor de fem fokuspersoner som der blev stillet skarpt på.

Det er da vel nok også dejligt, at man i en begrænset periode kan få byens sportshal til at ændre menuen, hvor der jf. tvudsendelsen bliver lavet helt nye strategier for måltider….men nu i oktober 2009 kan man læse, at der kommet et “sundhedshjørne”** i cafeteriaet.   Flot DR1.  Not!  I udsendelsen smides alt det usunde ud….når så kameraerne slukkes, så bliver der lavet det sunde i et hjørne i den 70kvm store cafeteria.   Hvordan går det i SuperBrugsen og deres salgstal?

I følge 5. udsendelse var jeres fokuspersoner ikke særlig henrykte over den proces som I satte igang….og istedet for at acceptere det, så gav I bare tommeskruerne et ekstra drej.  Indføre kost og kontrol af endnu større omfang.  I har godt nok afsat 12 uger til produktionen af skrumpe-serien….men hvad nyt vil I fortælle offentligheden?   At man i 12 uger kan lukke sig selv ind i en osteklokke  og så smide en masse kilo?    Var det virkelig nødvendig at bruge licensmidler på det forsøg?

Og noget helt andet:   hvorfor etablerer I et koncept, hvor deltagerne ikke kan køre deres eget løb?  Chris MacDonald har – i følge en af deltagerne – skabt et afhængigsforhold mellem personerne og ham, så de ikke kan lades i stikken.     Er det sådan I forventer at Danmark skal knække fedmekurven?  At alle de tidligere fede skal ringes til hhv. skrive til deres Guru og få den ugentlige frelse?

Det lyder lidt på mig, at I har givet deltagerne en omgang mental narkotika, som skal tankes ved at man ikke “lader deltagerne i stikken”.  Halløøøj bøje,  Er der ikke tale om voksne mennesker, som kan stå på hhv. gå på deres egne ben?  I så fald, hvorfor så de ugentlige kontakter?

Hvad er der egentlig galt i græsplæne-mødets tema: ikke at tabe sig i løbet af processen.
Det er da netop i de perioder man kan benytte sig af refleksion af om de tiltag man har sat i værk er nogen holdbare nogen på lang sigt.  Kan de nye vaner i det mindste være vægtstabiliserende….. næh, nej  der skal endnu mere strammere rammer for at holde farten, så man kan vise nogen halvlegs (6. udsendelse) resultater.    Jamen kære venner…….hvad tror I der sker, når I ikke får afprøvet alle de tiltag i hverdagen!    Så bliver tiltagene vel ligesom cafeteriaet i idræthallen:  en sundhedshjørne**.

**: Ok, så sundhedscafe, men det er stadig i hjørnet af cafeteriaet.

En by på skrump, nonreality-tv

Ja, DR har opfundet et nyt tvkoncept:  nonreality-tv.

Konceptet drejer sig om at man tager en masse menneskers hverdag og gennem en begrænset tidsperiode oppiskes en stemning af karimastiske coaches, lokale forretningsdrivende får sig lidt gratis omtale ved at være med på legen om “moms-frie” grøntsager og nogen politisk korrekte udsagn. Derudover sættes et kamerahold på 5 personers udfordringer som de nu måtte have (desværre bliver klipningen noget værre noget, da det som bliver vist på tv jf. deltagerne ikke viser det som reelt er foregået).
Af tvproduktionsmæssige årsager stækkes tvproduktionen til 12 uger. Det er trods alt ikke billigt at have tvhold i provinsen. Skægt nok, så kan TV2 godt finde ud af, at følge en række familier igennem 9 år ved at udstyre dem med videokamera.

Undervejs i produktionen af udsendelserne sætter man deltagerne ud for nogen aktiviteter, som ikke er noget som de af sig selv ville gøre. En af eksperterne skriver ovenikøbet i sin egen blog bagefter, at man ikke gøre gøre det medmindre man er under passende supervision af fagpersoner.  Ud fra hvad der blev vist i 4. udsendelse, så var det noget med sygeplejersker, følgevogne og hvad der ellers kun følger et professionelt cykelløb i Frankrig.

Sådan som jeg ser det, så er det lidt som når et cirkus kommer til byen.  Der er ikke nogen udenfor cirkusmanegen som ville lave de ting som laves under forestillingen.
Selvfølgelig kan der laves lidt jonglør-tricks i baghaven og andre lidt uskyldige numre når man kommer hjem.  Men hvad med den årelange træning og rækken af gentagelser som cirkusfolket har med sig i bagagen? Mon den kan overleveres på 12 uger?
Hvad sker der, når cirkuset forlader byen igen? Når rampelyset slukkes, når hverdagen igen har sit daglige trummerum.
Mon byen stadig kan begejstre sig?  Hvis nu byens forretningsdrivende virkelig mente det som blev sagt under de politisk korrekte udsagn. Hvorfor skulle der så en kampagne inkl. tvhold til for at tiltaget blev til noget?
De opståede gruppedynamikker, mon kan vedligeholde samme gejst, når nu overarbejde, ungernes uvornheder og andre dagligdags udfordringer igen gør deres indtog.

Kære DR

Det I laver i jeres udsendelsesrække om jeres forsøg i Ebeltoft…har intet med virkeligheden at gøre.   Snarere et geografisk og tidsmæssigt afgrænset eksperiment med nogen radikale tiltag som naturligvis i eksperimentets levetid vil gøre, at deltagerne taber nogen kilo.  Det er ligeså sikker som Amen i Kirken.
Men hvad så bagefter?

En by på skrump, del II

Ok, jeg ville løbe skrigende bort, såfremt psykolog Camilla Holst bare tilnærmelsesvis bare begyndte at analysere mig. Hvilket hun så garanteret ville kunne få til endnu en analyse.
Gad vide, hvordan Camilla Holst ville blive analyseret, når hun blev sat på den varme stol?

I guder, hvor har jeg koloenormt meget forståelse for at superskrumper Louises holdning til de sindsyge hændelser (skæld ud, motion til hun kun kan tænke på motion som noget bæh osv osv osv) hun bliver udsat for.

Det er udsendelsen af 22. september 2009 som jeg bliver sindsyg sur på.  Magen til total forvredne overfortolkninger og presse – de såkaldte – choachenes egen agenda ned over hovedet på Louise…. Føj for satan.

Chris, hvis det er nogen der har et attitude-problem, så er det jer “panel-domstol” eller dælen I kalder jer i denne uge.

Hvad helvede bilder I jer ind?

Hold kæft, hvor er jeg pissed på jer.   Jeg er godt klar over, at I griner hele vejen ned til banken pga. jeres dagligdag indenfor den slankeindustri, hvor I nu har fået offentlige licensmidler til at presse jeres egen snævre og til tider militaristiske teknikker (fx hu-haa hylet) ned over sagesløse jyder og børn.

Tilbage til Louise: et vægttab på – jf. udsendelsen – kun 2,3 kg på 3 uger.
Kun…..føj for en udlægning….. og så det der at hun partout skal bryde ud i gråd med gruppepres som et åg og at hun har været med til at sprede en dårlig stemning……huuu-aaahhh fy for satan.

Et lille tip til Chris:  Gå tilbage til Politiken.tv hvor du havde nogen ganske fornuftige tips her i foråret om dette og hint. endvidere drop den der militaristiske huuaahh fra US Marines. Du håndterer intelligente civilister og hele mennesker!
og til Camilla Holst: Jeg noterer lige for mig selv, at du nok er den sidste som jeg på noget som helst tidspunkt skal søge råd hos.  Magen til behandlermasersinegenagendanedoverhovedetpåklientoguansethvordanklientenreagerbrugerbehandlerenklientensreaktiontilatbekræfte sinegenteoriomatdetnokerrigtighvadmanlaver skal man da lede længe efter, men fundet det blev du.

I guder, hvor jeg håber på, at I skal betale for at den reklameplads DR stiller til jeres rådighed i bedste sendetid.

Eller I får måske tilstedegodtgørelse for det “arbejde” I viser frem?  I hope not!

Jeg bliver næsten nød til at se udsendelsen om bootcampen for at se om I bliver bedre til det I gør…..det kan kun svært blive ringere.

Igen bedes man bemærke, at jeg på ingen måde kritiserer superskrumperne eller de øvrige ebeltoftere. Superskrumperne er nok de modigste mennesker jeg har set på tv….at lade sig køre gennem medie-tamtam’et med behandlernes egen agenda som første prioritet….om jeg gad stå model til den slags.  Hatten af herfra.

DR1: En by på skrump

Jamen, jeg kan simpelthen ikke lade være med at kommentere DR1’s nye vægttabs-serie: en by på skrump.

Først:    Jeg ønsker deltagerne alt mulig held og lykke med opnåelsen af et varigt vægttab.
Den kritik jeg i dette indlæg og i senere vil komme med retter sig på ingen måde mod deltagerne.  Kun på DR1’s higen efter seertal vha. følelsesporno.

Uden at se i krystalkugler, kaffegrums eller have insiderviden mv kan jeg allerede nu forudse, at deltagerne taber sig i løbet af udsendelsesrækken.
Det er ligeså sikkert som at man siger Amen under en gudstjeneste.

Alle de tiltag som sættes i værk i forbindelse med kost og motion giver sig naturligvis udslag i et vægttab.

Når man tidligere har ædt remoulader/mayonaisser i litervis og skifter ud med agurk og tomat, jamen så spares der kalorier i stor stil.

Når man tidligere har set fodboldkampe og nu selv går i gang med lidt boldleg, jamen så sparker man naturligvis kalorieforbruget i vejret.

Krydrer man disse to hovedingredienser med en karismatisk coach, samler en større gruppe af mennesker, samt et par tvhold stiller skarp, jamen så flytter man endvidere deltagernes mentale fokus over på, at når nu sundheds-coachen prædiker, får stablet en gruppedynamik på benene og tvkameraerne snurrer lystigt, så bliver man naturligvis også nød til at hænge i.

Det spændende bliver, når “the 15 minutes of fame” ebber ud og hverdagen igen banker på soveværelsesdøren mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, december. Både til nsæte år og til næste år igen igen.

DR1 lever naturligvis i tv-branchen, hvor tårer, gråd, psykisk pres helst skal koges ned til 45 minutters udsendelser, samt produktionstiden skal holdes i så kort tid som overhovedet mulig.   Det er slet ikke den rammebetingelse som får mig til tastaturet.

Det er, at DR1 ikke er bedre end de kommercielle kanaler, som kører på laveste fællesnævner for at skrabe seertal til sig.
Danmarks Radio bør simpelthen være bedre end lade sig styre af pøblens higen efter underholdning på andres livssituation.

Deltagerne får naturligvis et sæt værktøjer smidt i hovedet og man som tvpublikum får lov til at korse, forundre, more sig i tvs primetime. Jeg håber af hele mit hjerte, at deltagerne ud fra alt det virak som tvhold har i kølvandet kan finde netop de strategier og taktiske øvelser, som kan få dem til at indtage førersædet i netop deres proces imod en tilværelse, hvor man ikke skal i specialforretninger for at købe tøj.

NB: Man skal ikke købe mad i specialforretninger….et ganske almindeligt supermarked kan også gøre tricket.