Alle kigger….

Jeg kan ikke lade være med at tænke over det mentale åg man hører om i forbindelse med overvægt.

Fx

Alle stirrer på mig, når jeg sidder i bussen.

Alle kigger den anden vej, når jeg kommer gående/vraltende.

Straks skal jeg naturligvis tage forbehold….nej gu vil jeg ej.

Hold nu op med at forsøge at tænke hvad andre tænker!
Jeg tog mig selv i det forleden, da jeg tog bussen til og fra arbejde.  Jeg trådte ind i bussen og så ned igennem bussen efter en siddeplads.  Og der var pænt optaget af  unge, gamle, mænd, kvinder, tykke, tynde  ja alle mulige.  Nogen kiggede på mig andre kiggede den anden vej. Nogen helt tredje kiggede godt nok i min retning, men tydeligvis ville gerne have været et andet sted end i bussen.

I det øjeblik slog det mig:    At nogen kigger den ene eller anden vej betyder langt fra, at det er ens overvægt de så meget giver en tanke eller to.    Man har alt alt alt for travlt i sin hverdag til at se på andre mennesker og give dem en tanke om hvordan de nu ser ud.   Selv den tanke andre måtte have om dig:  Hvad betyder den for dig?   Særlige fremmede menneskers tanker?     er det noget du kan bruge til noget…altså konstruktivt?

Lad mig fortælle en pinlig historie som nu ligger 14 år tilbage, som involverer stirre og hvad man tror om den anden:

Det var en lang dag henover studiebøgerne….på kollegiegangen skulle der holdes Tour De Chambre (én genstand pr. værelse…mange værelser 🙂 ).   Nå, festen involverede også noget spisen med forret, hovedret og dessert.    Siden jeg var op oprydningsholdet, så skulle jeg sådan set bare dukke op lige før festen startede og bare nyde aftenen.
Jeg satte mig til rette og overfor mig satte sig en gangens godtudseende kvinder.    Vi faldt i snak og fik en øl eller to….maden trak lidt ud, samtalen gik lidt i står….lige pludselig siger hun med et sødt smil:  hvorfor stirrer du på mine bryster..     say what.    Tjo udover de naturligvis så ganske nydelige ud indpakket i en norsk sweater, så kunne jeg altså ikke forklare – forsøgte dog – at jeg altså bare var træt.     men – believe me or not –   jeg var altså bare træt…..at mit blik ligesom endte med at kigge i retning af den norske sweater….jamen jeg kunne ligeså godt have kigget ned i min øl.
Der blev naturligvis lavet lidt mobning som jeg på daværende tidspunkt syntes var noget unfair….for igen, den pureste sandhed er altså at jeg bare var træt.
En psykolog ville sikkert kunne få mange interessante detaljer ud af den situation….hvortil jeg bare kan svare:  nogen gange er man bare træt, når man er træt  (bedre kendt som:  nogen gange er en cigar altså bare en cigar).

Skriv et svar