Volleyball = netspillenes biathlon

I hvert fald i træningen.

Jeg har aldrig troet, at en sportsgren kunne indeholde så meget variation som den volleyballtræning jeg udsætter mig selv for mandage og onsdage.

Først lige en lille omvej:

I bund og grund går al træning ud på, at forbedre ens procedurale hukommelse til de situationer, hvor det virkelig gælder.

Man kender formentlig mere til det engelske udtryk: Muscle Memory.

Indlæringen sker ved gentagelse på gentagelse på gentagelse. Fordelen ved den gentagende repetition af en given bevægelse er, at den tilsidst sidder på rygraden og når man kommer i en situation, hvor bevægelsen skal bruges, så udføres den som en refleks a la man brænder sig på en varm kogeplade eller tilsvarende refleksbevægelser man kender.

Udover selve bevægelsen skal man have kendskab til den kontekst bevægelsen skal bruges under.

Det interessante sker, når samtidig med at skulle lave den indøvede bevægelse, samtidig med at pulsen er høj.

I vintersportens biathlon kombinerer man langrend (skiløb i fladt, let bakket terræn) med skydning (meget koncentrationskrævende).  Forestil dig nu, at du udfører et arbejde, som kræver høj puls, du tonser derudaf, skal indhente nogen hhv. skal ikke overhales af andre.  Undervejs skal du så til tider standse op, anvende et skydevåben med forholdsvis stor præcision, såfremt du misser skud, så skal du udføre endnu mere pulskrævende arbejde.

Præcis det samme kan man få ved volleyball.  Man skal kunne udføre ganske præcise bevægelser, samtidig med at pulsen får blod og adrenalinen til at strømme ud til blodkar og muskler.

Under træningen kan procedural hukommelse  trænes ved forskellige øvelser.

Lad os sige, at spilleren har brug for at lære serv-bevægelsen. Der udleveres en bold; Spilleren server; Ny bold udleveres; spilleren server…og så fremdeles.
Efter et par minutter efter kender spilleren denne bevægelse og oplever måske en let ømhed i skulderen pga. repetitionen.

Den nævnte øvelse er desværre ikke særlig spilnær, da spilleren i en spilsituation kan komme fra en boldveksling, hvor spilleren har været dybt involveret at vinde serven.

Serv-øvelsen kan gøres meget mere spil-nær ved at indføje et løbe-moment i øvelsen. Der udleveres én bold og spilleren skal serve med denne bold.  Man skal selv hente bolden i løb.
I løbet af ganske få serv vil spilleren opleve at pulsen stiger og det at serve bliver sværere og sværere.  Til sidst vil spilleren slet ikke være i stand til at få bolden servet over på modsatte side….og så er det på tide at afslutte øvelsen.
Når nu spilleren har servet perfekt under det pres en høj puls er….så vil det være en fordel i spillesituation, da netop volleyball snildt kan udvikle sig fra højpulsaktivitet til indenfor få sekunder være serv-situation.   Er spilleren vant til den vekselvirkning er disse situations-skift overkommelig opgave….og spilleren er blevet bedre til at løse sin opgave.

Skriv et svar