12 dages pause…never again

I guder, hvor bliver man slap efter bare 12 dages inaktivitet.  Jeg har rendt rundt med det som jeg bedst kan definere som et trælår. hvordan det er opstået må guderne vide.  Resultatet var i hver fald at jeg humpede rundt på en ikke spor rar måde.

Motion på crosstræner, no go.  Volleyball ligeledes no go.

I hele taget var jeg dømt til god klassisk: lave stort set ingenting.

Jeg bliver helt rastløs, irriteret, følelsen af blive kørt ud på et sidespor, alt kører i slowmotion, oplever smerte….i hele taget ikke spor rart.

men så kom mandagen den 22. februar 2010……tøjet blev pakket, vanddunken fyldt med vand, over i hallen, snøre skoene…løbe de opvarmende rundter om banen….yeah, så kører det bare.

Der blev trænet noget serv…og et twist med at man skal serve med den “forkerte” arm.  one word: ikke noget kønt syn.

Der bliver trænet noget smash…ok, knæet er ikke helt springeklar endnu….

Der bliver spillet paradis-volley.  Et skægt rotations-spil.   3 hold.

1 pointskabende hold, et udfordrende og et udenfor.   Sålænge det pointskabende hold får point, så skiftes det udfordrende og udeholdet. Når det udfordrende hold vinder konverteres det til det pointskabende hold. Det hidtidig pointskabende hold bliver til ude-holdet. og udeholdet til udfordringen.

Undervejs krydres med selvvalgte “fysik-regler”.
Dvs. ved alvorlige fejl (fx spark til bold under spil; ej advisere at tage bolden, når man gør det  og ting i den dur) fra én spiller sker der lige en venligment kollektiv konsekvens fx 5 mavebøjninger, armstrækning eller hvad man nu har kræfter til.

Alt i alt:   at røre kroppen er bare herligt.
At jeg så idag er lidt øm i kroppen kan kun få smilet til at brede sig på læberne….jeg har nemlig haft det godt.

Om jeg fatter, at ikke flere spiller volleyball. Og det er i www.groendalev.dk som vi har det sjovt i.

www.de3faktorer.dk

Skriv et svar