Kategoriarkiv: Hjerte

Indholdet vil være af mere følelsesmæssig karakter fx psykologien, beskrivelser om følelser, subjektive oplevelser og skriverier i den mere bløde del af en vægttabsproces

Skarp kritik af Sundhedsstyrelsens råd mod fedme – Politiken.dk

Skarp kritik af Sundhedsstyrelsens råd mod fedme – Politiken.dk.

http://politiken.dk/debat/ECE1732953/sundhedsstyrelsen-svigter-overvaegtige/

Ok, jeg har nu aldrig troet, at en yderst utroværdig person på slankeområdet kan få mig til tasterne, men tillykke Arne Astrup….nu gløder tasterne mine den næste stykke tid.
Og jeg skal ikke kunne sige om de næste dages skriblerier er med til at tænde min egen vægttabsproces som har ligget i dvale et stykke tid….i så fald kan du sætte en fjer i hatten på dig selv, at dine yderst mærkværdige udtalelser provokerer til i hvert fald én persons vægttab.  Og måske er det også provokationer der skal til.

Min egen historik på slankeområdet kan du læse om her på bloggen under introduktionen.  Og ja, jeg har ikke nogen kandidatgrad på sundhedsområdet eller aktier (eller andre økonomiske interesser) i nogen fødevarevirksomhed eller anden form for skjult dagsorden for at fremhæve en metode fremfor den anden.

Man kan vel ikke sige det samme om dig!   Ja, du har en eller anden form for kandidatgrad på sundhedsområdet. Tjek.   Du beskæftiget dig med området overvægt som dit fuldtidsarbejde. Tjek.  Du har sandelig også gjort i nælderne noget så gevaldigt undervejs i din karriere, at det er grænseoverskridende provokerende, at medierne vælger at bruge dig som interviewee [person som interviewes], når talen falder på overvægt. Tjek.

Udtalelserne i ovennævnte debatindlæg  er jo direkte uintelligente. Viser en total mangel på forsøg på at forstå hvad overvægtige personer selv kan gøre ud fra den hverdag de selv kender til.

Lad mig citere det sidste afsnit i debatindlægget:

Om end der ikke hersker enighed blandt forskere om, hvilke faktorer der er skyld i fedmeepidemien, så er der enighed om, at det er samfundsfaktorer, som skal ændres for at forebygge – og dem, som allerede er ramt af den svære overvægt, må vi hjælpe med behandling, så godt vi nu kan.

De ærede forfattere (Arne Astrup, Christian Bitz og Thorkild I.A. Sørensen) af indlægget skriver længere oppe i selvsamme debatindlæg, at overvægtige ikke har brug for yderligere blåstempling af stigmatiserede myter.
Tak skipper, hvis ikke det citerede er en stigmatiseret offer/patient-afstempling af overvægtige, så ved jeg da sandelig ikke hvad det er.

Det kan naturligvis også være, at mit menneskesyn er radikalt anderledes end de ærede forfatteres.
Det menneskesyn som anvendes, når man stempler overvægtige som et segment med mærkatet: Offer for samfundets sammensætning hhv. patienter som skal behandles uden at personen selv kan gøre noget.    Det er – i min verden – en  bedrevidende umyndiggørelse af personen og  udtryk for nedladenhed for personens intellekt, valg og personlighed.

I bedste fald kan man fortolke de herrers debatindlæg som en vil gerne sikre deres egen røv på arbejdsmarkedet ved at så spydige bemærkninger om/til den overvægtige befolkning om, at de er en flok ubeslutsomt kvæg uden nogen former for muligheder for at ændre ens egen situation på individniveau og at løsningerne skal komme som en åbenbaring fra samfundsniveau, hvor indtil da kan lade være med en egen indsats, da løsningen kommer dryssende som manna fra himlen.

Mit menneskesyn tilgengæld er, at mennesker er intelligente og allerede har de informationer som skal til at klare en nedbringelse af overvægt. Selv hvis der savnes information og viden, så er personen istand til gøre noget ved sin egen situation. I en retning. Med de tempi der nu engang måtte være.
Jeg plederer ikke for en skyld*-placering hverken må individ, nærmiljø eller samfundsniveau…..men for en egen indsats, selvkørende, igangværende, kontinuerlighed styret af personen selv (evt. med hjælp ude fra, hvis det måtte være nødvendig).   Enten helt ved egen hjælp  eller ved at blive klædt på at yde den indsats der skal til.
Tro det eller ej, men uden egen indsats på et eller andet niveau, så kommer der altså ikke nogen varige resultater.  Det er ikke samfundet, lægen, medicinalindustrien, diætisten, psykologen som skal skære dine grøntsager eller løbe dine ture hhv. spise færre chokolader eller undlade overspringshandlinger.

*: skyld har så en hel del andre aspekter som jeg vil skrive om på et senere tidspunkt.

 

 

10 ud af 21: fremtid er netop: fremtid

Der er ikke noget så nemt som at drømme.   en mental salighed om noget fremadrettet et sted ude i fremtiden.

Smukke tanker om en fredfyldt verden. En tanke om, at alt bare er perfekt engang i fremtiden.

Og det er så træls at få ødelagt sine fremtidsdrømme af realiteter, hvorfor man for en stund gerne vil lade dem være ude af fokus.

Realiteterne skal nok indhente drømmen. Pille den fra hinanden i virkelighedens bestanddele af hverdag, trælse gøremål og ting som ikke går som de burde.

 

Sidste sætning kunne lyde rigtig negativ og nej-hat-agtig. Det indrømmer jeg gerne.  samtidig vil jeg gerne også have plads til at drømme. Det skal bare gerne udgangspunkt i de muligheder som er indenfor rækkevidde.

8 af 21: fortid er – lige netop – fortid

Dvæle, mindes, hænge fast, romantisere, hvile, væmmes….ja der er mange relationer som hænger fast ens fortid.

Noget af fortiden vil man helst skubbe fra sig. Andet igen mindes man med et smil på læben. Noget tredje romantiserer efterhånden som det man mindes ligger længere og længere i fortiden. Noget helt fjerde accepterer man at have gennemlevet. Noget femte er værd at gentage.

Alt det sammesurium af minder, så findes der ledetråde til, hvilken adfærd du har.  Ligesom der i min fortid er hændelser som er værd at gentage, glemme, minde, og tænke tilbage på.

7 af 21: kropsbillede

Det er ikke et faktisk billede, som er taget med kamera.
Det er ej heller det man fysisk kan se på sin krop (lige fra mavedeller til urenheden på hagen).

Nej kropsbillede er opfattelsen af ens egen krop.  Opfattelsen af den krop man nu engang har.   Hvad sker der af tanker om ens krop, når man ikke ser ens krop.

Mener man, at kroppen er fedt og lad. Ond og dum.  Den gør bare ikke hvad den burde….mens den “ude fra set” faktisk ikke fejler noget.
Eller i den anden grøft hvor man mener, at ens ungdommelige krop kan alting og Adonis bare kan gå hjem og lade sig vugge…..mens den “ude fra set” faktisk er fed, overrund i formen og på andre måder er i forfald  ((((ser lige bort fra aldersbetinget degenering 🙂  )))).

Kort fortalt:   er der overensstemmelse med hvordan du tager det med hvordan kroppen har det?

Slap igen med skrækken.

Deja vu…..  har de seneste uger været en smule nervøs.
Ligesom i forbindelse med sidste gang, at jeg syntes, at jeg havde brug for vagtlægen i sommeren2006.

Og for at komme med konklusionen pr. 4. november 2011:  Sund og rask.

 

Og nu historien (og dem som ikke kan klare historier med kropsfunktioner og -undersøgelser kan bare lade være med at læse videre):

Lørdag den 15. oktober lidt over 10tiden skulle jeg en tur på toilettet for at tisse.  Egentlig helt normalt, endda helt menneskelig.  sagen var bare den, at der kom en signifikant mængde blod sammen med urinen.

At ringe til vagtlægen……tja, det er fem år siden, at jeg sidst havde brug for den tjeneste, så stemmen i telefonen beroligede mig og anbefalede, at jeg naturligvis gerne må tage forbi til selve vagtlægen på Bispebjerg Hospital.   Ned i en taxa og afsted.

Ved vagtlægen sad der 15-20 mennesker i venteværelset….i telefonen blev jeg forberedt på noget ventetid….og jeg spurgte en af mine medventende på om hvor lang tid de havde ventet….over 1½ time.
Ok, frem med den medtagne bog og vente!

Efter ca. 20 minutter blev jeg kaldt ind. Tydeligvis kom jeg foran i køen i forhold til mine medventende.  Om der kom misundelige blikke eller voksende harme skal jeg ikke kunne sige….det var jeg ret ligeglad med, da det ikke er mig som prioriterede rækkefølgen, og jeg havde altså bare fokus på mig selv dvs….bare jeg kom ind til lægen, så skulle det nok blive de andres tur på et tidspunkt.

Jeg havde en urinbeholder med en prøve….lægen afprøvede med urinstick.  Hovedrysten og en kommentar om, at jeg nok hellere måtte komme ind på Urologisk afdeling på Rigshospitalet, da sticken ikke er god nok med den mængde blod
Nå ja, hvad ved jeg om den slags….jeg havde ligesom ikke prøvet at tisse blod før.
Næste taxa og afsted til Riget.

På klinikken fik jeg at vide, at jeg var nummer 3 i køen. Fair nok, ingen problemer her…..Efter 10 minutter var jeg i snak med en yderst rar læge.  Han var meget mere rolig end jeg var.   Den type problemstilling jeg havde havde han ligesom set før.

Jeg var helt klart ude af min komfort-zone. lettere nervøs, lyttede godt efter….og det jeg husker allerbedst på nuværende tidspunkt er: at de værste urin-problemer er, at man ikke kan tisse.  Blod i urinen er i den sammenhæng til at finde ud af.

Ok, straks mindre nervøs for evnen til at lade vandet fungerede fint.   Iøvrigt var jeg jo symptomfri. Hverken feber eller smerter eller hvad ellers kan have genvordigheder.   Lægen var overhovedet ikke nervøs. Talte i rolig toneleje og forklarede i almindelige udtryk hvad det er hensigtsmæssig hhv. mindre hensigtsmæssig at gøre.  Fx fortalte han, at det med alkohol og antibiotika/penicillin er lidt af en myte for langt de fleste antibiotika/penicillin-typer.  Naturligvis skulle man ikke drikke sig stinkende fra sans og samling.
Det passede egentlig meget godt, da jeg ligesom skulle til en fest om aftenen.

Før lægen ville “løslade” mig, så  syntes han dog lige, at jeg skulle have en prostata-undersøgelse….hov hov var min egen indre tanke (jeg tror ud af til, så var jeg bare i en tilstand af: skal det til, så skal det til).   Godt nok ved jeg ikke meget om prostata, men en ting vidste jeg da:  den kan kun undersøges på én måde!

 

Nå, smide tøjet. Op på briksen.  slappe af og lade lægen gøre det lægen skal.
Som jeg skrev på facebook:   Man bliver lige pludselig klar over, hvorfor kropsåbningerne er lavet til hvad de nu er lavet til.  Det er IKKE behageligt, at de bliver brugt til andet end det fra naturen foreskrevne formål.  Man kender det fra, når man kaster op…heller ikke behageligt.  Eller når man får vand i ørene/næsen…det giver heller ikke ligefrem nydelse.
På samme måde med en prostataundersøgelse.  ikke spor rart, mens det står på…..befriende, når normalen igen indtræder.

efter lidt yderligere informationer om, at jeg skulle drikke rigeligt (altså non-alkoholiske væsker….måtte dog alligevel drikke alkohol) og udstyret med en recept til noget medicin, samt en henvisning til  CT-skanning af organer og efterfølgende cystoskopi, så kunne jeg “løslades til gaden”.

Hmmm, kan du sige tanker farer igennem hovedet på mig.  Kunne bare mærke mit hoved blev fyldt med tanker. mange tanker.  Som fyrtårn stod det dog klart, at lægen var ikke spor  hu hej nu skal der ske dit og dat, men snarere   been there, done that…..wasn’t that difficult.

Her idag har jeg så været på sundhed.dk og læste min journal om, at jeg har haft: Hæmolytiske streptokokker

Nu her 3 uger senere, hvor cystoskopien blev lavet, så har jeg fået at vide, at jeg sund og rask.

Jeg er enormt glad for, at jeg meget meget sjælden har brug for sundhedsvæsnet!
Ikke pga. personalet.  De er meget søde og rare, fuld af forståelse og en masse andre positive egenskaber.
Snarere fordi, at når der er brug for sundhedsvæsnet, så er der et eller andet galt med kroppen….

Pas godt på den! Den har du kun én af!

 

 

 

Lidt for meget kage…

Banankage med jordbær

…men nøj hvor jeg nød det.De seneste dage har jeg altså ikke været særlig fokuseret på vægttab og “the deal with sister in law”.

Der er 10 dage til deadline og dagens vægt siger 103,2. Der er ét socialt arrangement tilbage inden, som er næste lørdag. På arbejde har jeg plus på flex-kontoen…..så der er rigelig af mulighed for at holde korte arbejdsdage og crosstræner-træningspas.

Rette værktøjer til de rette problemer.

Jeg har de seneste dage slået et slag for  kalorieforbrug>kalorieindtag=vægttab.

Det kan virke en ret mekanisk tilgang til vægttab…som om jeg måtte være blind for psykologiske knaster.

Det er jeg altså ikke!

Såfremt der måtte være psykologiske “skeletter i skabet”, jamen så sig goddag til dem. I det tempo som du syntes skelettet tåler dagens lys. Et lille fif kan du læse om her.

Det kan sagtens være, at man har problemer som overstiger eget formåen….så søg hjælp.  Der er altså ikke nogen som takker dig for at lade være.

Indtil et bestemt tidspunkt bliver mad gerne brugt som dulmer (måske endda dumle).
Til en vis grænse er mad ovenikøbet en nødvendighed for at leve.
Når mad bliver forbrugt i en sådan mængde, at den grænse forlængst er overskredet….så kan man altså lige vågne op op….og så tænke sig tilbage til hvad mad egentlig SKAL bruges til. Nemlig til at optage næring, så man kan eksistere uden at være fysisk sulten eller utilpas.
Når man indtager mad af andre årsager fx social spisning, mindske nedtrykhed, stresse af eller hvad det måtte være….så undersøg andre måder at dække samme behov og start bare med færrere kalorier i første omgang.
At flytte sig til ingen kalorier for at dække behovet…det skaber bare andre psykologiske barrierer over tid, som fører til endnu et nederlag…og så fremdeles.

Start med en smule mindre end det du tror du kan magte.
EKSEMPEL: hvis du ved, at du spiser en pose vingummi om dagen.  Og du egentlig gerne vil nøjes med 5 stykker vingummi….så er klassikeren: åben posen, ta 5 stykker og smid resten ud!
Min ide er så, at du åbner posen og smid 5 stykker ud….og NYD resten uden distraktion og med fuld opmærksomhed rettet mod det éne stykke vingummi du spiser ad gangen.  Du må gerne spise vingummi…alt er tilladt. Når du oplever, at du har fået dækket samme behov ved 5 færrere stykker…så prøv at smide 10 stykker ud næste gang.