Tag-arkiv: sundhed

Prisdifferentiering: bedre sent end aldrig

Jeg har en haft en rigtig god oplevelse idag!  og jeg har ventet 2 et kvart år på, at det endelig gik op for Føtex, at de har puttet afgiftsbesparelsen i egen lomme istedet for at give det videre til kunderne.   Og kunderne som har villet ønske at spare på kalorierne har gladeligt betalt ved kasse 1.

Nu har Føtex langt om længe forstået, at man naturligvis giver en afgiftsdifferencen videre til kunderne.  Og kunderne reelt kan se, at det er billigere at købe sukkerfri vs. sukkerholdig sodavand….og ad den vej leve en smule billigere og sundere at vælge sukkerfri sodavand.

tak for en god oplevelse, omend lidt sent!

PS: Det skal lige siges, at det – som det ser ud nu – kun gælder når varen er på tilbud.

uddrag af Føtex tilbudsavis Uge15-2012

 

Om prisdifferencen så helt præcis svarer til afgiftsdifferencen….tja, jeg har ikke helt lyst til at regne på det, men jeg tror det næppe!

Slap igen med skrækken.

Deja vu…..  har de seneste uger været en smule nervøs.
Ligesom i forbindelse med sidste gang, at jeg syntes, at jeg havde brug for vagtlægen i sommeren2006.

Og for at komme med konklusionen pr. 4. november 2011:  Sund og rask.

 

Og nu historien (og dem som ikke kan klare historier med kropsfunktioner og -undersøgelser kan bare lade være med at læse videre):

Lørdag den 15. oktober lidt over 10tiden skulle jeg en tur på toilettet for at tisse.  Egentlig helt normalt, endda helt menneskelig.  sagen var bare den, at der kom en signifikant mængde blod sammen med urinen.

At ringe til vagtlægen……tja, det er fem år siden, at jeg sidst havde brug for den tjeneste, så stemmen i telefonen beroligede mig og anbefalede, at jeg naturligvis gerne må tage forbi til selve vagtlægen på Bispebjerg Hospital.   Ned i en taxa og afsted.

Ved vagtlægen sad der 15-20 mennesker i venteværelset….i telefonen blev jeg forberedt på noget ventetid….og jeg spurgte en af mine medventende på om hvor lang tid de havde ventet….over 1½ time.
Ok, frem med den medtagne bog og vente!

Efter ca. 20 minutter blev jeg kaldt ind. Tydeligvis kom jeg foran i køen i forhold til mine medventende.  Om der kom misundelige blikke eller voksende harme skal jeg ikke kunne sige….det var jeg ret ligeglad med, da det ikke er mig som prioriterede rækkefølgen, og jeg havde altså bare fokus på mig selv dvs….bare jeg kom ind til lægen, så skulle det nok blive de andres tur på et tidspunkt.

Jeg havde en urinbeholder med en prøve….lægen afprøvede med urinstick.  Hovedrysten og en kommentar om, at jeg nok hellere måtte komme ind på Urologisk afdeling på Rigshospitalet, da sticken ikke er god nok med den mængde blod
Nå ja, hvad ved jeg om den slags….jeg havde ligesom ikke prøvet at tisse blod før.
Næste taxa og afsted til Riget.

På klinikken fik jeg at vide, at jeg var nummer 3 i køen. Fair nok, ingen problemer her…..Efter 10 minutter var jeg i snak med en yderst rar læge.  Han var meget mere rolig end jeg var.   Den type problemstilling jeg havde havde han ligesom set før.

Jeg var helt klart ude af min komfort-zone. lettere nervøs, lyttede godt efter….og det jeg husker allerbedst på nuværende tidspunkt er: at de værste urin-problemer er, at man ikke kan tisse.  Blod i urinen er i den sammenhæng til at finde ud af.

Ok, straks mindre nervøs for evnen til at lade vandet fungerede fint.   Iøvrigt var jeg jo symptomfri. Hverken feber eller smerter eller hvad ellers kan have genvordigheder.   Lægen var overhovedet ikke nervøs. Talte i rolig toneleje og forklarede i almindelige udtryk hvad det er hensigtsmæssig hhv. mindre hensigtsmæssig at gøre.  Fx fortalte han, at det med alkohol og antibiotika/penicillin er lidt af en myte for langt de fleste antibiotika/penicillin-typer.  Naturligvis skulle man ikke drikke sig stinkende fra sans og samling.
Det passede egentlig meget godt, da jeg ligesom skulle til en fest om aftenen.

Før lægen ville “løslade” mig, så  syntes han dog lige, at jeg skulle have en prostata-undersøgelse….hov hov var min egen indre tanke (jeg tror ud af til, så var jeg bare i en tilstand af: skal det til, så skal det til).   Godt nok ved jeg ikke meget om prostata, men en ting vidste jeg da:  den kan kun undersøges på én måde!

 

Nå, smide tøjet. Op på briksen.  slappe af og lade lægen gøre det lægen skal.
Som jeg skrev på facebook:   Man bliver lige pludselig klar over, hvorfor kropsåbningerne er lavet til hvad de nu er lavet til.  Det er IKKE behageligt, at de bliver brugt til andet end det fra naturen foreskrevne formål.  Man kender det fra, når man kaster op…heller ikke behageligt.  Eller når man får vand i ørene/næsen…det giver heller ikke ligefrem nydelse.
På samme måde med en prostataundersøgelse.  ikke spor rart, mens det står på…..befriende, når normalen igen indtræder.

efter lidt yderligere informationer om, at jeg skulle drikke rigeligt (altså non-alkoholiske væsker….måtte dog alligevel drikke alkohol) og udstyret med en recept til noget medicin, samt en henvisning til  CT-skanning af organer og efterfølgende cystoskopi, så kunne jeg “løslades til gaden”.

Hmmm, kan du sige tanker farer igennem hovedet på mig.  Kunne bare mærke mit hoved blev fyldt med tanker. mange tanker.  Som fyrtårn stod det dog klart, at lægen var ikke spor  hu hej nu skal der ske dit og dat, men snarere   been there, done that…..wasn’t that difficult.

Her idag har jeg så været på sundhed.dk og læste min journal om, at jeg har haft: Hæmolytiske streptokokker

Nu her 3 uger senere, hvor cystoskopien blev lavet, så har jeg fået at vide, at jeg sund og rask.

Jeg er enormt glad for, at jeg meget meget sjælden har brug for sundhedsvæsnet!
Ikke pga. personalet.  De er meget søde og rare, fuld af forståelse og en masse andre positive egenskaber.
Snarere fordi, at når der er brug for sundhedsvæsnet, så er der et eller andet galt med kroppen….

Pas godt på den! Den har du kun én af!

 

 

 

30DC: Dag 5 (middel)

som jeg truede med igår, så tog jeg idag sværhedsgrad middel for at se om den kan være overkommelig.

og ja, det er den.  Endda med alle øvelser og hele halløjet.  Igen er knæbøjninger “an important part of your workout” som den flinke virtuelle træner siger blandt sine 20-30 standardfraser der i næsten tilfældig rækkefølge lyder ud af højtalerne.
Desværre er de bemærkninger ikke altid helt så præcise som den aktivitet man netop er igang med fx en kort overgang havde jeg problemer med elastikken, hvorfor min faktiske udførsel af øvelserne ikke var så præcise (faktisk ad helvede til)…og alligevel roste den flinke træner min præstation til skyerne og annoncerede, at jeg snart kunne instruere ham. 🙂

Jeg fandt lige ud af i dag, at man kan skrue ned for den mærkelige musik som der spilles og man kan nøjes med at høre kommentarerne og de lydsignaler som kommer for start/stop af repetitionen.  Det betyder faktisk, at man kan sætte sin egen musik på lydanlægget, samtidig med kan høre instrukserne.   Ret niftig.

Det blev på EA Sports Active til 215 kalorier.
Og jeg ville da også lige afprøve min julegave, hvorfor jeg også lige gav den en tur på wii fit plus, der blev der til 106 kalorier.

Endvidere tog jeg lidt tidligere fri fra arbejde og gik ialt 10.312 skridt idag.   Så ganske aktiv uge, hvis man spørger mig.

Og nej, det har intet med nytårsfortsætter at gøre 🙂
Det har faktisk lidt at gøre med, at jeg ikke cykler til/fra arbejde her i januar. Det er ganske enkelt for koldt til at jeg syntes, at cykelturen er sundhedfremmende, samt den lille tekniske detalje, at mine gear på cykler fryser fast og jeg har altså ikke teknisk viden nok at finde præcis det smøremiddel som kan smøre gear på en frostfri måde.

Imorgen er det hviledag jf. udfordrings-programmet, men så tror jeg lige, at jeg lufter crosstræneren…den har jeg negligeret en smule i denne uge.

DR1: 5. kolonne, nå nej 5. udsendelse

Flot, at man tager tv-cirkus med til byen og finder nogle lokale “publikumsofre” til at komme frem i rampelyset, hvorefter man sætter dem i en eller flere situation(er), hvor man fra starten af ved hvad resultatet er.

Det er ikke spor overraskende Det var godt nok godt at der kom endelig Guru&Co superviserende fagpersoner inkl TV-hold til byen, at de første ugers wauv-effekt helt nye grundviden med både bootcamps gåture, energiske shows foredrag, uniformering gratis tshirt, kampråb fællesskabsudtryk, råb motiverende enstavelseordikortesætninger, gruppepres dynamik og en masse andre sindsyge spændende og inspirerende reklameeksponering publicservice fjernsyn endelig kastede sig over “De 5” livstruede* Ebeltoftere.

*: Skulle man tro diverse debatter, så er det ligefrem livreddende førstehjælp Chris&Co lavede overfor de fem fokuspersoner som der blev stillet skarpt på.

Det er da vel nok også dejligt, at man i en begrænset periode kan få byens sportshal til at ændre menuen, hvor der jf. tvudsendelsen bliver lavet helt nye strategier for måltider….men nu i oktober 2009 kan man læse, at der kommet et “sundhedshjørne”** i cafeteriaet.   Flot DR1.  Not!  I udsendelsen smides alt det usunde ud….når så kameraerne slukkes, så bliver der lavet det sunde i et hjørne i den 70kvm store cafeteria.   Hvordan går det i SuperBrugsen og deres salgstal?

I følge 5. udsendelse var jeres fokuspersoner ikke særlig henrykte over den proces som I satte igang….og istedet for at acceptere det, så gav I bare tommeskruerne et ekstra drej.  Indføre kost og kontrol af endnu større omfang.  I har godt nok afsat 12 uger til produktionen af skrumpe-serien….men hvad nyt vil I fortælle offentligheden?   At man i 12 uger kan lukke sig selv ind i en osteklokke  og så smide en masse kilo?    Var det virkelig nødvendig at bruge licensmidler på det forsøg?

Og noget helt andet:   hvorfor etablerer I et koncept, hvor deltagerne ikke kan køre deres eget løb?  Chris MacDonald har – i følge en af deltagerne – skabt et afhængigsforhold mellem personerne og ham, så de ikke kan lades i stikken.     Er det sådan I forventer at Danmark skal knække fedmekurven?  At alle de tidligere fede skal ringes til hhv. skrive til deres Guru og få den ugentlige frelse?

Det lyder lidt på mig, at I har givet deltagerne en omgang mental narkotika, som skal tankes ved at man ikke “lader deltagerne i stikken”.  Halløøøj bøje,  Er der ikke tale om voksne mennesker, som kan stå på hhv. gå på deres egne ben?  I så fald, hvorfor så de ugentlige kontakter?

Hvad er der egentlig galt i græsplæne-mødets tema: ikke at tabe sig i løbet af processen.
Det er da netop i de perioder man kan benytte sig af refleksion af om de tiltag man har sat i værk er nogen holdbare nogen på lang sigt.  Kan de nye vaner i det mindste være vægtstabiliserende….. næh, nej  der skal endnu mere strammere rammer for at holde farten, så man kan vise nogen halvlegs (6. udsendelse) resultater.    Jamen kære venner…….hvad tror I der sker, når I ikke får afprøvet alle de tiltag i hverdagen!    Så bliver tiltagene vel ligesom cafeteriaet i idræthallen:  en sundhedshjørne**.

**: Ok, så sundhedscafe, men det er stadig i hjørnet af cafeteriaet.

En by på skrump, nonreality-tv

Ja, DR har opfundet et nyt tvkoncept:  nonreality-tv.

Konceptet drejer sig om at man tager en masse menneskers hverdag og gennem en begrænset tidsperiode oppiskes en stemning af karimastiske coaches, lokale forretningsdrivende får sig lidt gratis omtale ved at være med på legen om “moms-frie” grøntsager og nogen politisk korrekte udsagn. Derudover sættes et kamerahold på 5 personers udfordringer som de nu måtte have (desværre bliver klipningen noget værre noget, da det som bliver vist på tv jf. deltagerne ikke viser det som reelt er foregået).
Af tvproduktionsmæssige årsager stækkes tvproduktionen til 12 uger. Det er trods alt ikke billigt at have tvhold i provinsen. Skægt nok, så kan TV2 godt finde ud af, at følge en række familier igennem 9 år ved at udstyre dem med videokamera.

Undervejs i produktionen af udsendelserne sætter man deltagerne ud for nogen aktiviteter, som ikke er noget som de af sig selv ville gøre. En af eksperterne skriver ovenikøbet i sin egen blog bagefter, at man ikke gøre gøre det medmindre man er under passende supervision af fagpersoner.  Ud fra hvad der blev vist i 4. udsendelse, så var det noget med sygeplejersker, følgevogne og hvad der ellers kun følger et professionelt cykelløb i Frankrig.

Sådan som jeg ser det, så er det lidt som når et cirkus kommer til byen.  Der er ikke nogen udenfor cirkusmanegen som ville lave de ting som laves under forestillingen.
Selvfølgelig kan der laves lidt jonglør-tricks i baghaven og andre lidt uskyldige numre når man kommer hjem.  Men hvad med den årelange træning og rækken af gentagelser som cirkusfolket har med sig i bagagen? Mon den kan overleveres på 12 uger?
Hvad sker der, når cirkuset forlader byen igen? Når rampelyset slukkes, når hverdagen igen har sit daglige trummerum.
Mon byen stadig kan begejstre sig?  Hvis nu byens forretningsdrivende virkelig mente det som blev sagt under de politisk korrekte udsagn. Hvorfor skulle der så en kampagne inkl. tvhold til for at tiltaget blev til noget?
De opståede gruppedynamikker, mon kan vedligeholde samme gejst, når nu overarbejde, ungernes uvornheder og andre dagligdags udfordringer igen gør deres indtog.

Kære DR

Det I laver i jeres udsendelsesrække om jeres forsøg i Ebeltoft…har intet med virkeligheden at gøre.   Snarere et geografisk og tidsmæssigt afgrænset eksperiment med nogen radikale tiltag som naturligvis i eksperimentets levetid vil gøre, at deltagerne taber nogen kilo.  Det er ligeså sikker som Amen i Kirken.
Men hvad så bagefter?

En selv, Chris M, Per B, Phillip M, Inge K.

Jeg har lige taget et skridt tilbage fra nogen intense debatter omkring, hvilke vægttabsmetoder som er mest effektive for almindelige mennesker.

Midt i debatten slog det mig hammerhårdt.  Alle de slankeguruer, eksperter, opfindere eller hvad man nu kalder dem som har lavet et slankekoncept, hvor efterlevelsen af konceptet har medført et stort vægttab. Der bliver bagmanden (m/k) ofte hævet op til en – i mangel af bedre ord – gudestatus og man nærmest påsætter sig selv skyklapper, hvor kun det nævnte koncept naturligvis bør blive rullet ud til samtlige personer i dette herlige land og eksportpotentialet er enormt. Endvidere bliver andre koncepter talt ned, samt til formålet opfundne ulemper står i kø for at komme til som i et værre julesalgsmarked i NewYork.

Hvorfor tillægge disse mennesker denne   eneste ene status?

Når man har tabt sig en masse kilo og har holdt det gennem længere tid, så er det altså ikke coaches, psykologer, kandidater i human ernæring eller selvudnævnte vægtkonsulenter som har flyttet sig mentalt, praktisk, fysisk.   Det altså én selv!

At man har fundet inspiration hos Chris M eller andre er naturligvis vældig fint. Der hvor jeg savner noget:  selvros eller en afmålt mængde selvgladhed.

Man kender det fra de smalltalk-samtaler man har med kollegaer, venner og bekendte, hvor spørgsmålet vedrørende vægttabet er:  Hvad gjorde du?
Ofte svarer man gerne, at man har fulgt 3. mands koncept og vupti, så røg kiloene altså af en.
Jeg har fra nu af tænkt mig at svare:   Jeg bruger min forstand, har styr på mine følelser og jeg handler efter det dvs.  de3faktorer.
Først når spørgsmålet kommer, hvor jeg fik inspirationen fra for at lave de tiltag, så vil jeg nedtonende nævne: mine venner og familie, samt de 3-4 koncepter jeg har nippet de værktøjer fra som blev konverteret til:  de3faktorer.dk

Hvad er der egentlig galt i at man klapper sig selv på skulderen for det kæmpe arbejde man har lavet?   Hvorfor er det et problem, at man ikke må omtale sig selv som leder af ændringsprocessen mod det sæt vaner man har tillagt sig hhv. aflagt?
Nogen tror på DeDanskeVægtkonsulenter (det gjorde jeg på et tidspunkt); Nogen tror på Chris MacDonald (jeg kan bare ikke se, at jeg kan bruge ham på det niveau jeg er på…måske hvis jeg vil lave noget ekstremt på et tidspunkt); nogen sværger så til SouthBeach til at have reddet deres liv; Helt fjerde vil slet ikke undvære DrPhil i resten af deres dage osv osv osv.
Det jeg ikke kan undvære, at JEG har taget føringen i mad- og motionsvaner. Dertil har jeg læst en masse information om både objektive og subjektive grunde til at foretage de valg man nu engang træffer i løbet af en dagligdag.  Dermed ikke sagt, at jeg har stirret mig blind på et koncept eller bedre sagt: Jo jeg har.

Mit koncept går netop ud på at man træffer sine egne beslutninger baseret på lødig information, som man aldrig bliver færdig med at finde og man samtidig reflekterer over  nye metoder og tankegange i forhold til den proces man selv er igang med, hvorfra man så implementerer de teknikker og taktikker som er anvendelig for en selv til at fortsætte den gode stil man har indlagt fra tidligere reflektioner.

Anbefaling: Små skridt!

Netop hjemvendt fra Per Brændgaards introduktions-“kursus” sidder jeg og har fået omstruktureret min i forvejen gode vægttabs-værktøjskasse.  Eller formuleret på en anden måde:  Jeg har haft værktøjerne, nu er der kommet en god – i mangel af bedre – brugsanvisning til dem, samt en ordentlig portion inspiration til hvordan de kan bruges mere målrettet.

SmåSkridt-metoden er ligesom de3faktorer.dk (det er nok snarere omvendt, men jeg vil nu i al beskedenhed sige, at jeg har praktiseret SmåSkridt siden 2004 med resultet: -20 kilo på vej med mere vægttab) rettet mod processen i vægttabet, vel og mærke det varige vægttab.
Ikke noget med kvikfiks, 30kilo på kort tid, urtemiksturer, point-klub, forbud/påbud  eller noget i den stil.    Istedet: Vend alt du ved om slankeriet på hovedet, go back to basics, vær din egen ekspert, bliv klar over hvad du gør, hvorfor gør du det du gør? Accepter dig!   Og først da kan du komme derhen hvor du vil hen.  Nyd turen.

Per Brændgaard har naturligvis mere faglig velfunderet og uddannelsen som cand.scient. i human ernæring på sin side og en langt bedre evne til at formulere sine tanker, hvilket nok har sit fundament i, at SmåSkridt er hans opfindelse og fuldtidsarbejde (eller mere).

Og nej, der skal ikke startes en ny religion med Per Brændgaard som guru/pave/buddha.    Tilgengæld, hvis du sidder totalt kørt fast i hvad der oppe og nede i alt det der slankeri, så ta’ og meld dig til Pers facebook-gruppe, hvor han deler ud af sine ideer. Gratis!

Det netop overståede kursus kostede 200 kroner. Anmeldelse følger, jeg vil lige lade wauv-effekten sive væk.

Bogen/pjecen til små skridt koster 38,75 og kan bestilles her

SmåSkridt får min varmeste anbefaling! (lad os se om den også gør det, når hverdagen melder sig indtog)

GDA, politisk plan

Hvor herligt, at politikere over hele viften af partier ikke kan li’ GDA-ordningen

Nu når du skal stemme på søndag til EU-parlamentet vil jeg gerne anbefale

Linksene er til forbrugerrådets hjemmeside, hvor kandidaterne ud

Hvis du endnu ikke er overbevist, så kig lige på denne video på youtube.com

du har sikkert også en facebook-profil, hvorfor du er hjertens velkommen til at melde dig under fanerne på gruppen mod GDA-mærket:   http://www.facebook.com/home.php?ref=home#/group.php?gid=70378112224&ref=ts

svineinfluenza vs overvægt

Hvad har H1N1-virus med overvægt at gøre.     Absolut ingenting.

Det jeg dog syntes – og jeg er ikke alene – det er lidt morsomt, at medier, politikere og myndigheder går fuldstændig i selvsving over nogle få tusinde menneskers sygdom og et par enkelte dødsfald pga. en influenza-sygdom.

Når der på den anden side – i hvert fald i den vestlige verden – er en tidsindstillet bombe, som bliver størrere større.

Alene i Danmark er regningen til overvægtsrelaterede følgevirkninger på 15 milliarder kroner. I andre lande er prisen  ikke mindre.

USA 117 milliarder US-dollars (ca. 621 millarder kroner)
Austrailen 21 millarder Australske dollars (ca. 93 millarder kroner)
Schweiz 2,6 milliarder schweizer franc (ca. 12, 9 milliarder kroner)
Tyskland 15-20 millarder EURO (ca. 111-148 millarder kroner)

bare for at nævne nogen af de tal man kan finde ved lidt googling.

Prøv og tænk, hvis man tog ligeså drastiske skridt ved modarbejdelse af overvægt som man gjorde ved svineinfluenzaen.
Her tænker jeg ikke på jagten på individer som er overvægtige, men snarere besværliggøre adgangen til madvarer som man ved ikke hører med til en vægttabsfremmende proces.   fx markedsføringsforbud; emballageforeskrifter og vareplaceringspåbud som vi kender det fra cigaretter.

Obligatorisk læsning

Komiteen for Sundhedsoplysning og Per Brændgaard har udgivet et lille hæfte:   Små skridt til vægttab

Jeg har ALDRIG nogensinde læst en så   helt nede på jorden, skarp og velskreven information om vægttab.

ALLE som bare tilnærmelsesvis en lille bitte smule interesse sig for varigt vægttab skal straks bestille den på sundhedsoplysningens hjemmeside

NB: Selve pjecen koster 18,75 + 20 kroner i porto + dankorttransaktionsgebyr på 1,10 .    Og lad mig sige sådan: Det er nok de bedste 39,85 kroner du giver ud i hele din vægttabsproces.
Uanset om du lige er begyndt, er godt vej eller ved at have nået dit mål.

NB2:  Nej, jeg får ikke provision af salget!    NB2½:  Dette er en af de få gange, hvor jeg gør reklame for et produkt.  Produktet er lødigt og til en – i mangel af bedre – fornuftig pris!