Tag-arkiv: chris macdonald

Engagement

Som 2. opfølgning på Chris MacDonalds artikel om, at vi bliver tykkere.

Ja, det er blevet lettere at være til i den vestlige verden…og dermed bliver man selv tungere.

Eller skulle man sige, at det kræver et endnu større engagement fra den enkelte om, at ikke blive tungere.

Der kan undersøges, spørges, prikkes til og en helt masse andet.  I sidste ende og den lange banehalvdel, så kræver det et engagement fra den enkelte til at holde kiloene væk fra mave, baller, lår.

Det nytter ikke noget at afvente appelsinen i turbanen fra den skyfri himmel.

Såfremt man fra samfundets side gerne vil knække en overvægtskurven, så har +30 års informationskampagner altså med al tydelighed vist:  Det virker ikke!

Bliver man ved med at gøre det man altid har gjort, så bliver man ved med at opnå det man altid har opnået.
Det gælder både individ og samfund.

Individer er i sig selv udemærkede ressourcepersoner for dem selv.  De bestemmer selv hvad de putter i kurven.

Ta’ en tur rundt i følelsesregistreret om, hvad du har lyst til.  Og så gør hvad der skal til for at du kan gøre hvad du har lyst til!   Træd ud af mængden af forfejlede vægttabsforsøg (du har sikkert selv prøvet det et par gange).

Der er altså ingen grund til at være en del af de 9 ud af 10, hvor vægttabet ikke varer ved.  Find ud af hvad den 10. person gør….og gør det samme, men på din måde!  For på den måde knække statistikken så det lige pludselig bliver 2 ud af 10 der sparker overvægt ved siden af et sidespor.

Forstand

Som lovet tidligere, så vil jeg lige knytte et par kommentarer til Chris MacDonald eller bedre sagt de referencer han kommer med.

Der er ret tit, at der offentliggøres den ene eller anden undersøgelse om fedmens omfang i samfundet. Eller hvad værrere er, at der fra – hvad man ellers skulle tro – kloge mennesker proklameres, at der bliver nød til at blive lavet endnu mere forskning for ligesom forstå, hvorfor det går som det gør.

Halllooooooooooooo, alle:    For LANGT LANGT LANGT størstedelen af de overvægtige drejer det sig altså om at få aktiveret  sundere fornuft.  Bemærk: jeg skrev ikke: sund fornuft.   Bare sundere!

Prøv for bare en gang at undlade at betragte overvægt-problemstillinger og dermed de mennesker som har overvægten under huden, som et undersøgelsesobjekt a la nyopdaget afrikansk  stamme, der ikke tidligere har haft kontakt med den såkaldte civiliserede verden.

Der skal altså ikke så meget mambojambo, celleforskning, kæmpeundersøgelser eller andre sofistikterede aktiviteter til.
Det kan umuligt kræve den store Dr.Professor-titel til at se på en persons dagligdag og så ikke kunne konkludere, hvorfor vedkommendes BMI og hoftetalje-ratio er i de “røde områder”.

Alle disse undersøgelser syntes jeg svarer til, at man ligesom tager tempoet ud af et stort færdselsuheld, mens det sker….og så bede bilinspektøren om at beskrive, hvorfor de forskellige involverede kommer til skade på den eller den måde. Og der skal naturligvis fokuseres på dem der invalidiseres mest hhv. dør undervejs i processen.

Stop nu at problematisere hverdagen!  Jeg tror på, at overvægtige er deres egen bedste ressource, når de altså lige aktiverer øverste etage:  hjernen!

DR1: En by på skrump eller: ikke at stå på egne ben

Tja, jeg kan ikke helt lade være med at kigge med sidelinjen på DR1s/ChrisMacDonalds egen blog omkring En by på Skrump.

Det er edderhugme sørgeligt, at ebeltofterne – ok, en ebeltofter ud fra hvad jeg kan læse fra bloggen – ikke har lært at stå på egne ben efter alle de ååååhhhh så dejlige tiltag som er blevet i værk sat af tvhold og 3 såkaldte eksperter.

Her er uddrag af kommentaren:

NB: VI har nemligt fortsat brg for kontakt med dig og sin positive form som “indpiske” med humor i øjet og fasthed i stemmen.   [se kommentaren af 24. oktober kl.23.59 i blogindlægget: Hvad vælger du?]

Hvis “eksperten” Chris MacDonald vil være sit ansvar bevidst, så afslår han dette ønske med argumentet med, at folk nu bør lære at stå egne ben og træffe deres egne beslutninger og de konsekvenser som fører med sig.

Eller også kan han for så vidt bare henvise til sitet her, hvor man kan læse og lære om, hvorledes man klarer sig ved hjælp af det man alligevel skal bruge: Hjerne Hjerte Indkøbskurv.

Jeg må indrømme, at jeg dybt skuffet, at Chris MacDonald og licenskroner har efterladt bare enkelt person tilbage som endnu har brug for hjælp.   Er det virkelig sådan at fedmekurven skal knækkes? at hjælpe folk til at de skal have mere hjælp?

Er det ikke bare ulandshjælp om igen?
Skal man hellere give en sulten mand en fisk….eller skal man lære ham at fiske?

Med venlig hilsen

En skuffet Licensbetaler.

PS:  Det er desværre ikke engang muligt at få at vide, hvor mange penge DR har brugt  – af alle de penge de ikke har – på udsendelsesrækken.  Meget skræmmende.
DR har tilsyneladende fået lobbi’et sig til, at netop DRs programvirksomhed er undtaget af lov om offentlighed.

PS 2:  Måske skulle man gøre det samme som der sker, når man googler efter  en by på skrump. Nemlig at erkende, at man har begået en fejl og ikke givet Ebeltoft en skub i den selvstændige retning.

by på skrump_google humor

DR1: 5. kolonne, nå nej 5. udsendelse

Flot, at man tager tv-cirkus med til byen og finder nogle lokale “publikumsofre” til at komme frem i rampelyset, hvorefter man sætter dem i en eller flere situation(er), hvor man fra starten af ved hvad resultatet er.

Det er ikke spor overraskende Det var godt nok godt at der kom endelig Guru&Co superviserende fagpersoner inkl TV-hold til byen, at de første ugers wauv-effekt helt nye grundviden med både bootcamps gåture, energiske shows foredrag, uniformering gratis tshirt, kampråb fællesskabsudtryk, råb motiverende enstavelseordikortesætninger, gruppepres dynamik og en masse andre sindsyge spændende og inspirerende reklameeksponering publicservice fjernsyn endelig kastede sig over “De 5” livstruede* Ebeltoftere.

*: Skulle man tro diverse debatter, så er det ligefrem livreddende førstehjælp Chris&Co lavede overfor de fem fokuspersoner som der blev stillet skarpt på.

Det er da vel nok også dejligt, at man i en begrænset periode kan få byens sportshal til at ændre menuen, hvor der jf. tvudsendelsen bliver lavet helt nye strategier for måltider….men nu i oktober 2009 kan man læse, at der kommet et “sundhedshjørne”** i cafeteriaet.   Flot DR1.  Not!  I udsendelsen smides alt det usunde ud….når så kameraerne slukkes, så bliver der lavet det sunde i et hjørne i den 70kvm store cafeteria.   Hvordan går det i SuperBrugsen og deres salgstal?

I følge 5. udsendelse var jeres fokuspersoner ikke særlig henrykte over den proces som I satte igang….og istedet for at acceptere det, så gav I bare tommeskruerne et ekstra drej.  Indføre kost og kontrol af endnu større omfang.  I har godt nok afsat 12 uger til produktionen af skrumpe-serien….men hvad nyt vil I fortælle offentligheden?   At man i 12 uger kan lukke sig selv ind i en osteklokke  og så smide en masse kilo?    Var det virkelig nødvendig at bruge licensmidler på det forsøg?

Og noget helt andet:   hvorfor etablerer I et koncept, hvor deltagerne ikke kan køre deres eget løb?  Chris MacDonald har – i følge en af deltagerne – skabt et afhængigsforhold mellem personerne og ham, så de ikke kan lades i stikken.     Er det sådan I forventer at Danmark skal knække fedmekurven?  At alle de tidligere fede skal ringes til hhv. skrive til deres Guru og få den ugentlige frelse?

Det lyder lidt på mig, at I har givet deltagerne en omgang mental narkotika, som skal tankes ved at man ikke “lader deltagerne i stikken”.  Halløøøj bøje,  Er der ikke tale om voksne mennesker, som kan stå på hhv. gå på deres egne ben?  I så fald, hvorfor så de ugentlige kontakter?

Hvad er der egentlig galt i græsplæne-mødets tema: ikke at tabe sig i løbet af processen.
Det er da netop i de perioder man kan benytte sig af refleksion af om de tiltag man har sat i værk er nogen holdbare nogen på lang sigt.  Kan de nye vaner i det mindste være vægtstabiliserende….. næh, nej  der skal endnu mere strammere rammer for at holde farten, så man kan vise nogen halvlegs (6. udsendelse) resultater.    Jamen kære venner…….hvad tror I der sker, når I ikke får afprøvet alle de tiltag i hverdagen!    Så bliver tiltagene vel ligesom cafeteriaet i idræthallen:  en sundhedshjørne**.

**: Ok, så sundhedscafe, men det er stadig i hjørnet af cafeteriaet.

En by på skrump, nonreality-tv

Ja, DR har opfundet et nyt tvkoncept:  nonreality-tv.

Konceptet drejer sig om at man tager en masse menneskers hverdag og gennem en begrænset tidsperiode oppiskes en stemning af karimastiske coaches, lokale forretningsdrivende får sig lidt gratis omtale ved at være med på legen om “moms-frie” grøntsager og nogen politisk korrekte udsagn. Derudover sættes et kamerahold på 5 personers udfordringer som de nu måtte have (desværre bliver klipningen noget værre noget, da det som bliver vist på tv jf. deltagerne ikke viser det som reelt er foregået).
Af tvproduktionsmæssige årsager stækkes tvproduktionen til 12 uger. Det er trods alt ikke billigt at have tvhold i provinsen. Skægt nok, så kan TV2 godt finde ud af, at følge en række familier igennem 9 år ved at udstyre dem med videokamera.

Undervejs i produktionen af udsendelserne sætter man deltagerne ud for nogen aktiviteter, som ikke er noget som de af sig selv ville gøre. En af eksperterne skriver ovenikøbet i sin egen blog bagefter, at man ikke gøre gøre det medmindre man er under passende supervision af fagpersoner.  Ud fra hvad der blev vist i 4. udsendelse, så var det noget med sygeplejersker, følgevogne og hvad der ellers kun følger et professionelt cykelløb i Frankrig.

Sådan som jeg ser det, så er det lidt som når et cirkus kommer til byen.  Der er ikke nogen udenfor cirkusmanegen som ville lave de ting som laves under forestillingen.
Selvfølgelig kan der laves lidt jonglør-tricks i baghaven og andre lidt uskyldige numre når man kommer hjem.  Men hvad med den årelange træning og rækken af gentagelser som cirkusfolket har med sig i bagagen? Mon den kan overleveres på 12 uger?
Hvad sker der, når cirkuset forlader byen igen? Når rampelyset slukkes, når hverdagen igen har sit daglige trummerum.
Mon byen stadig kan begejstre sig?  Hvis nu byens forretningsdrivende virkelig mente det som blev sagt under de politisk korrekte udsagn. Hvorfor skulle der så en kampagne inkl. tvhold til for at tiltaget blev til noget?
De opståede gruppedynamikker, mon kan vedligeholde samme gejst, når nu overarbejde, ungernes uvornheder og andre dagligdags udfordringer igen gør deres indtog.

Kære DR

Det I laver i jeres udsendelsesrække om jeres forsøg i Ebeltoft…har intet med virkeligheden at gøre.   Snarere et geografisk og tidsmæssigt afgrænset eksperiment med nogen radikale tiltag som naturligvis i eksperimentets levetid vil gøre, at deltagerne taber nogen kilo.  Det er ligeså sikker som Amen i Kirken.
Men hvad så bagefter?

En selv, Chris M, Per B, Phillip M, Inge K.

Jeg har lige taget et skridt tilbage fra nogen intense debatter omkring, hvilke vægttabsmetoder som er mest effektive for almindelige mennesker.

Midt i debatten slog det mig hammerhårdt.  Alle de slankeguruer, eksperter, opfindere eller hvad man nu kalder dem som har lavet et slankekoncept, hvor efterlevelsen af konceptet har medført et stort vægttab. Der bliver bagmanden (m/k) ofte hævet op til en – i mangel af bedre ord – gudestatus og man nærmest påsætter sig selv skyklapper, hvor kun det nævnte koncept naturligvis bør blive rullet ud til samtlige personer i dette herlige land og eksportpotentialet er enormt. Endvidere bliver andre koncepter talt ned, samt til formålet opfundne ulemper står i kø for at komme til som i et værre julesalgsmarked i NewYork.

Hvorfor tillægge disse mennesker denne   eneste ene status?

Når man har tabt sig en masse kilo og har holdt det gennem længere tid, så er det altså ikke coaches, psykologer, kandidater i human ernæring eller selvudnævnte vægtkonsulenter som har flyttet sig mentalt, praktisk, fysisk.   Det altså én selv!

At man har fundet inspiration hos Chris M eller andre er naturligvis vældig fint. Der hvor jeg savner noget:  selvros eller en afmålt mængde selvgladhed.

Man kender det fra de smalltalk-samtaler man har med kollegaer, venner og bekendte, hvor spørgsmålet vedrørende vægttabet er:  Hvad gjorde du?
Ofte svarer man gerne, at man har fulgt 3. mands koncept og vupti, så røg kiloene altså af en.
Jeg har fra nu af tænkt mig at svare:   Jeg bruger min forstand, har styr på mine følelser og jeg handler efter det dvs.  de3faktorer.
Først når spørgsmålet kommer, hvor jeg fik inspirationen fra for at lave de tiltag, så vil jeg nedtonende nævne: mine venner og familie, samt de 3-4 koncepter jeg har nippet de værktøjer fra som blev konverteret til:  de3faktorer.dk

Hvad er der egentlig galt i at man klapper sig selv på skulderen for det kæmpe arbejde man har lavet?   Hvorfor er det et problem, at man ikke må omtale sig selv som leder af ændringsprocessen mod det sæt vaner man har tillagt sig hhv. aflagt?
Nogen tror på DeDanskeVægtkonsulenter (det gjorde jeg på et tidspunkt); Nogen tror på Chris MacDonald (jeg kan bare ikke se, at jeg kan bruge ham på det niveau jeg er på…måske hvis jeg vil lave noget ekstremt på et tidspunkt); nogen sværger så til SouthBeach til at have reddet deres liv; Helt fjerde vil slet ikke undvære DrPhil i resten af deres dage osv osv osv.
Det jeg ikke kan undvære, at JEG har taget føringen i mad- og motionsvaner. Dertil har jeg læst en masse information om både objektive og subjektive grunde til at foretage de valg man nu engang træffer i løbet af en dagligdag.  Dermed ikke sagt, at jeg har stirret mig blind på et koncept eller bedre sagt: Jo jeg har.

Mit koncept går netop ud på at man træffer sine egne beslutninger baseret på lødig information, som man aldrig bliver færdig med at finde og man samtidig reflekterer over  nye metoder og tankegange i forhold til den proces man selv er igang med, hvorfra man så implementerer de teknikker og taktikker som er anvendelig for en selv til at fortsætte den gode stil man har indlagt fra tidligere reflektioner.

En by på skrump, del II

Ok, jeg ville løbe skrigende bort, såfremt psykolog Camilla Holst bare tilnærmelsesvis bare begyndte at analysere mig. Hvilket hun så garanteret ville kunne få til endnu en analyse.
Gad vide, hvordan Camilla Holst ville blive analyseret, når hun blev sat på den varme stol?

I guder, hvor har jeg koloenormt meget forståelse for at superskrumper Louises holdning til de sindsyge hændelser (skæld ud, motion til hun kun kan tænke på motion som noget bæh osv osv osv) hun bliver udsat for.

Det er udsendelsen af 22. september 2009 som jeg bliver sindsyg sur på.  Magen til total forvredne overfortolkninger og presse – de såkaldte – choachenes egen agenda ned over hovedet på Louise…. Føj for satan.

Chris, hvis det er nogen der har et attitude-problem, så er det jer “panel-domstol” eller dælen I kalder jer i denne uge.

Hvad helvede bilder I jer ind?

Hold kæft, hvor er jeg pissed på jer.   Jeg er godt klar over, at I griner hele vejen ned til banken pga. jeres dagligdag indenfor den slankeindustri, hvor I nu har fået offentlige licensmidler til at presse jeres egen snævre og til tider militaristiske teknikker (fx hu-haa hylet) ned over sagesløse jyder og børn.

Tilbage til Louise: et vægttab på – jf. udsendelsen – kun 2,3 kg på 3 uger.
Kun…..føj for en udlægning….. og så det der at hun partout skal bryde ud i gråd med gruppepres som et åg og at hun har været med til at sprede en dårlig stemning……huuu-aaahhh fy for satan.

Et lille tip til Chris:  Gå tilbage til Politiken.tv hvor du havde nogen ganske fornuftige tips her i foråret om dette og hint. endvidere drop den der militaristiske huuaahh fra US Marines. Du håndterer intelligente civilister og hele mennesker!
og til Camilla Holst: Jeg noterer lige for mig selv, at du nok er den sidste som jeg på noget som helst tidspunkt skal søge råd hos.  Magen til behandlermasersinegenagendanedoverhovedetpåklientoguansethvordanklientenreagerbrugerbehandlerenklientensreaktiontilatbekræfte sinegenteoriomatdetnokerrigtighvadmanlaver skal man da lede længe efter, men fundet det blev du.

I guder, hvor jeg håber på, at I skal betale for at den reklameplads DR stiller til jeres rådighed i bedste sendetid.

Eller I får måske tilstedegodtgørelse for det “arbejde” I viser frem?  I hope not!

Jeg bliver næsten nød til at se udsendelsen om bootcampen for at se om I bliver bedre til det I gør…..det kan kun svært blive ringere.

Igen bedes man bemærke, at jeg på ingen måde kritiserer superskrumperne eller de øvrige ebeltoftere. Superskrumperne er nok de modigste mennesker jeg har set på tv….at lade sig køre gennem medie-tamtam’et med behandlernes egen agenda som første prioritet….om jeg gad stå model til den slags.  Hatten af herfra.